ANNONCE

Corona: Ved du hvor du ikke skal rejse hen?

28. juli 2020 09:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Rejsevejledningerne ændrer sig i takt med, at smitten verden over ændrer sig. Status er lige nu, at danske myndigheder fraråder rejser til en række lande.

Som smittetrykket – det vi i Danmark kalder kontakttal – henholdsvis stiger eller falder, ændres Udenrigsministeriets rejsevejledninger med relation til Covid-19-pandemien jævnligt. Statens Serum Institut (SSI), Udenrigsministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet gennemgår på fast basis situationen i verden og vejleder danskere efterfølgende.

I galleriet over artiklen kan du se, hvordan situationen er i skrivende stund. Du kan se, hvilke lande indenfor EU/Schengen, du frarådes at rejse til – og så kan du se, hvilke lande udenfor EU/Schengen, du godt kan rejse til med myndighedernes velsignelse – hvis du altså ikke kan lade være.

“Rejsevejledningerne er vejledende. Det er altid din egen beslutning og dit ansvar, hvor du vil rejse hen”, skriver Udenrigsministeriet.

Vejledningen for EU/Schengen-lande opdateres på ugebasis og indeholder også UK, der er trådt ud af EU-samarbejdet. Vejledningerne for lande udenfor EU/Schengen opdateres hver 14. dag og er senest blevet det den 16. juli.

Spansk problem

Spanien var et af de lande, hvor der ikke umiddelbart var en direkte frarådelse af tilrejse, men på grund af en pludselig og anseelig opblusning af smittetilfælde i flere regioner ventes det, at Spanien er på vej til at blive næste land i rækken over de steder, du ikke bør rejse hen. Storbritannien og Norge har for nylig indført krav om karantæne for borgere, der vender hjem fra Spanien.

Men hvis Danmark følger trop, skaber det et problem, lyder det fra rejsebranchen, skriver TV2 ifølge Ritzau.

– Lige nu er der ikke andre lande end Sverige, hvor man har en regionsopdeling. Vi mener, at det også er muligt at gøre andre steder, siger direktør Lars Thykier fra Dansk Rejsebureau Forening til TV2. Smittestigningen i Spanien er især koncentreret omkring regionerne Catalonien og Aragón.

Dansk Rejsebureau Forening repræsenterer omkring 100 mindre og mellemstore rejseselskaber i Danmark – herunder Albatros, FDM Travel og Jysk Rejsebureau.

Lars Thykier mener, at man med en regionsopdelt løsning kan undgå, at man er nødt til at lukke et helt land ned, hvilket vil betyde, at der ikke kan sælges rejser. Personer, der rejser til Danmark efter ophold i regionen Aragón, opfordres til at lade sig teste ved hjemkomst, skriver Udenrigsministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu