ANNONCE

Coronaindsats forstærkes markant

30. oktober 2020 13:56 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Smitteopsporingen intensiveres massivt.

Coronaindsats forstærkes markant
Smittekæderne skal brydes. Foto: Scanpix

Der skal mere fut under smitteopsporingen af coronavirus i Danmark. Det blev afsløret fredag i en pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientstikkerhed, der i Danmark varetager netop den rolle. For nuværende sidder omtrent 350 medarbejdere og kontakter muligt smittede personer.

På den led kan opsporingsenheden håndtere en situation, hvor der daglige findes op mod 2000 nye coronavirus-smittede hver dag. Det tal skrues der op for, så Danmark ruster sig til at kunne håndtere helt op mod 3000, fremgår det af en pressemeddelelse.

– At få smittekæderne brudt er helt essentielt og det kræver et samspil mellem borgerne og myndighederne så opsporingen kan forløbe så smidigt som muligt. Med stigende smittetal har vi en stor fælles opgave foran os. Derfor er det vigtigt, at vores kapacitet løbende forøges, så vi hele tiden er på forkant med udviklingen, siger Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Enheden har eksisteret siden juni, og det er medarbejdere fra politiet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, der sammen med eksterne vikarer udgør kontaktopsporingsenheden.

Skal testes

Hele konceptet i smittesporingen gælder brud på smittekæder. Når en person i Danmark bliver bekræftet smittet med coronavirus, begynder arbejdet med at finde frem til de personer, vedkommende muligvis har spredt smitten til. Altså smitteopsporing.

For at mindske smitten skal nære kontakter til en smittet testes og selvisolere sig, indtil testresultatet foreligger. På den måde får de ikke lige omfattende mulighed for at sprede smitten endnu videre.

– Det er vigtigt, at både smittede og nære kontakter bliver orienteret grundigt om, hvad der gælder, når man er smittet eller har været tæt på en smittet, så man kan gå i selvisolation og blive testet.  Det er et fælles ansvar, vi som borgere og myndigheder skal løfte i fællesskab, siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

Per torsdag var 44.034 personer bekræftet smittet med Covid-19 i Danmark.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu