ANNONCE

Coronakrise: Dansk lufthavn lukket ned

28. marts 2020 13:37 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Lufthavnen lukker, fordi der ikke længere er nogle ruter til og fra Aarhus, der er aktive.

Coronakrise: Dansk lufthavn lukket ned
Lufthavnen i Aarhus kan åbne op igen med 24 timers varsel. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Aarhus Airport lukker midlertidigt fra mandag 30. marts grundet coronavirus. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse lørdag formiddag. Det skyldes, at der ikke længere er aktive ruter til og fra lufthavnen i Tirstrup.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Igennem den seneste tid har flyselskaber og charterbureauer indstillet deres flyvninger fra lufthavnen. Efter at flyselskabet SAS senest har meddelt, at man suspenderer alle fly på ruten mellem Aarhus og København, betyder det, at al flyaktivitet nu indstilles i lufthavnen. Den sidste flyvning bliver søndag 29. marts.

– Det er nærmest surrealistisk, at vi står over for en midlertidig lukning, men sådan er situationen. Vi holder os i beredskab, så vi kan åbne lufthavnen med kort varsel, så snart det bliver aktuelt.

– Imens udnytter vi tiden til at skrue tempoet op for vores ombygning af lufthavnen, så vi forhåbentlig snart kan byde vores gæster velkommen tilbage i nye friske rammer, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport, i pressemeddelelsen.

Kan lynåbne igen

Lufthavnen har en stående aftale med SAS og andre flyselskaber om, at lufthavnen kan åbne med 24 timers varsel, når flyselskaberne beslutter at gå i luften igen. Aarhus Lufthavn ligger cirka 35 kilometer fra Aarhus midtby. I januar 2020 havde lufthavnen 35.000 passagerer igennem.

Lufthavnen er i øjeblikket ved at blive ombygget, og det arbejde vil fortsætte under lukningen. Blandt andet er lufthavnen ved at opføre en ny sikkerhedskontrol. Flybranchen er generelt hårdt ramt af coronavirussets indtog

20. marts sendte Billund Lufthavn 498 ud af 1100 ansatte hjem med lønkompensation. Med rejseforbud, lukkede grænser og generel frygt for at bevæge sig ud er antallet af flyrejsende faldet drastisk.

Flyselskabet SAS har sendt en stor del af sine medarbejdere hjem midlertidigt. I Danmark berører det op mod 4000 ansatte. Flyselskabet Norwegian har bedt om henstand på sin milliardgæld, og ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank er “det formentlig et spørgsmål om uger, inden man er nødt til at dreje nøglen om”, sagde han torsdag.

Danskere på vej hjem

Nyheden kommer samme dag som en anden flyrelateret nyhed. Det er dog en bedre en af slagsen. 105 danskere, der har været strandet i Filippinerne, er lørdag på vej med kurs mod Danmark med et særfly, oplyser Udenrigsministeriet.

Særflyet har i løbet af natten dansk tid samlet passagerer op i både byen Cebu og hovedstaden Manila, før det fløj mod København. Flyet ventes at lande omkring klokken 21.55 lørdag aften.

– Med danskere spredt mange steder i landet, lokale rejserestriktioner, lukkede lufthavne og manglende landingstilladelser har det set rigtig svært ud at få danskere hjem fra Filippinerne. Det må jeg indrømme. Men det er lykkedes at få en stor gruppe hjem, og det er rigtig positivt, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge Udenrigsministeriet var 251 danskere lørdag morgen strandet i Filippinerne. Antallet er opgjort klokken 9.30 og altså før flyafgangen med de 105 passagerer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu