ANNONCE

862 nye smittede

11. marts 2021 14:04 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Markant flere positivsvar efter ny opgørelsesmetode

862 nye smittede
Lyntests tæller nu også med i opgørelserne. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)

862 danskere er det seneste døgn testet positiv for coronavirus.

Tallet baserer sig på mere end 270.000 tests. Det er markant flere end tidligere og skyldes, at tests fra private leverandører siden onsdag også har talt med.

Der er en positivprocent på 0,32. Det er i den lave ende.

Positivtestsene er både fra PCR- og lyntests.

Yderligere to danskere er døde med coronavirus, så det samlede danske dødstal nu er 2384.

Antallet af indlagte falder med otte til 22.

Normal sommer?

Tidligere torsdag sagde statsminister Mette Frederiksen, at hun trods de seneste problemer med AstraZeneca-vaccinen, tror, at Danmark om få måneder igen vil være åbent.

– Jeg tror på en sommer med nærmest et normaliseret Danmark. Det tør jeg godt sige i dag, hvis danskerne fortsat lader sig teste og vaccinere, siger Mette Frederiksen under et besøg på Herlev Hospital torsdag formiddag.

Til TV2-programmet “Go’ Morgen Danmark” sagde statsministeren torsdag morgen, at hun er “meget optimistisk”, og at blandt andet sommerens festivalprogram er “inden for rækkevidde”.

– Jeg tror på som statsminister, at det er inden for rækkevidde, at vi kan sidde igen og lytte til en koncert, og at der kommer festivaler igen, hvor vi står tæt, og at vi får et kulturliv, der lever. Det tror jeg, siger Mette Frederiksen til TV2.

I forbindelse med sit besøg på Herlev Hospital peger statsministeren på, at hendes optimisme blandt andet skyldes, at danskerne er gode til at lade sig teste, så smittekæderne kan brydes. Samtidig er Danmark blandt de EU-lande, der er længst fremme med at vaccinere befolkningen.

– Det er en forudsætning, at danskerne fortsætter med at lade sig teste og vaccinere, siger Mette Frederiksen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu