ANNONCE

Ramt af problemer: Så mange er nu smittet

14. januar 2021 14:26 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Statens Serum Institut er ramt af tekniske problemer

Ramt af problemer: Så mange er nu smittet
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange der er døde med coronavirus. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

I alt er 186.661 personer nu testet coronapositive, viser tal fra Statens Serum Institut. Det er 1502 flere end onsdag, hvor det var 185.159 ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen.

Tallene baserer sig på data for 29 timer, og ikke de vanlige 24, oplyses det.

Grundet tekniske problemer hos SSI har det endnu ikke været muligt at opgøre det seneste antal dødsfald.

Af samme årsag vil morgendagens opdatering basere sig på data fra 19 timer, oplyser SSI.

Aflys alt

De nye tal kommer dagen efter endnu et pressemøde om coronasituationen i Danmark.

Her opfordrede sundhedsminister Magnus Heunicke danskerne til at aflyse alle sociale aftaler.

– Vi har muligheden for at vinde kapløbet mod corona. Det bliver ikke alle lande i Europa, der kan det. Men Danmark har muligheden for at gøre det, sagde Magnus Heunicke.

Frygter britisk variant

Der er til og med onsdag fundet 208 positive coronaprøver med den mere smitsomme britiske mutation kaldet B117. Det udelukkende ved stikprøver. For fire dage siden lød det samlede antal på 134 fundne prøver med B117.

– Varianten B117 breder sig i Danmark, siger Magnus Heunicke.

I den sidste uge af 2020 blev den britiske mutation fundet i 2,4 procent af de positive coronaprøver. Det tal er steget til 3,6 procent i den første uge af det nye år.

– Væksten er voldsomt bekymrende. For vi kommer til at se stærkt stigende smittetal senere på vinteren, siger Magnus Heunicke. Med det vil vi også se flere indlæggelser, og sygehusvæsenet er allerede spidsbelastet.

Kollaps

Fordi den er mere smitsom grundet et anderledes spike-protein, der fæstner sig i menneskets svælg, er den også potentielt samfundsødelæggende. Med en smitteprocent, der som nævnt anslås at være mindst 50 gange så høj som den variant, vi i forvejen ser i Danmark, vil den muterede variant sandsynligvis indenfor kort tid helt udkonkurrere den oprindelige virus-variant.

Så det er heller ikke for sjov, at regeringen med statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke i spidsen tager situationen dybt alvorligt og har indført strenge restriktioner i landet.

Eksperter anslår ifølge DR, at det samlede daglige smittetal ifølge udregninger vil være 52.000 i midten af marts, hvis kontakttallet er 0,96 – hvad det umiddelbart er beregnet til netop nu. Derfor siger  professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen da også onsdag til Ritzau:

– Den store ubekendte faktor er den britiske variant. Vi skal endnu længere ned i smittetal for at holde den for døren, hvis det holder stik, at den er op til 50-70 procent mere smitsom, siger han. Det vigtigste våben er derfor stadig afstand og håndvask og -afspritning. Måske vigtigere end nogensinde. Især fordi der nærmest ikke kan indføres flere restriktioner, som skal dæmme op for smitten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu