ANNONCE

Coronavaccine bliver gratis

26. november 2020 18:15 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det bliver gratis for alle i Danmark, i Grønland og på Færøerne at blive vaccineret med coronavirus.

Coronavaccine bliver gratis
Sundheds- og Ældreministeriet afholder pressemøde med status på covid-19 i Danmark og præsentation af en plan for vaccinationsindsatsen mod covid-19 i Eigtveds Pakhus i København torsdag den 26. november 2020. Foto: Scanpix

En kommende vaccine mod Covid-19 bliver gratis for alle. Det afslører Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde torsdag aften.

Det gælder for alle borgere i Danmark, Grønland og Færøerne.

Vaccinen bliver desuden frivillig. Danmark har indgået aftale i et EU-fællesskab om indkøb af vacciner, så der reelt kan købes 15 millioner vacciner, men ingen af dem er endnu godkendt.

På pressemødet oplyses det, at ingen vil blive vaccineret, før de er godkendt af myndighederne. De første er dog klar til at blive leveret i slutningen af december.

– Det kan være, vi får vacciner til landet, før de er godkendt, men ingen vil blive brugt, før de er godkendt, understreget ministeren.

Heunicke siger, at såfremt der skal sorteres i, hvem der får tilbudt vaccinen først, vil det være personer med øget risiko for alvorlige forløb med Covid-19. Det betyder konkret ældre medborgere, kronisk syge og ansatte i sundheds- og ældreplejen.

Tag imod dem

Alle, der ikke er bekymrede for at blive syge af coronavirus, bør også tage imod vaccinen, understreger sundhedsministeren.

– Der er et lys foran os med vacciner, men det er et langt, sejt træk. Smitten er her stadig, siger han.

Godkendelsen af vaccinen vil ikke blive forhastet. Det understreger Thomas Senderovitz, der er direktør for Lægemiddelstyrelsen.

– Lad os synke skråen, og lad vores folk kigge data igennem, inden vi popper champagnen. Vi kan have en vaccine i slutningen af året eller 2021, hvis alt går vel, men vi kommer på ingen måde til at gå på kompromis med sikkerheden. Vi skal ikke skynde os for meget. Jeg er nok lidt en partykiller på det område, siger Thomas Senderovitz.

Det er de tre medicinalselskaber Pfizer, Moderna og AstraZeneca, der er længst fremme i udviklingen af vacciner. De er alle en del af pakken, som Danmark har købt sig med i. Selskabernes vaccine har allerede nu vist positive resultater i over 90 procent af tilfældene.

Chefen for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, sagde i sidste uge, at godkendelser af vaccinerne fra Pfizer og Moderna kan komme i slutningen af december, hvis alt går glat.

Hele udrulningsplanen er offentliggjort torsdag aften. Den kan læses her. 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu