ANNONCE

Coronavirus: 12-årige Emma kæmper for livet

23. marts 2020 20:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Den 12-årige ligger i respirator. Hun har ingen tidligere sygdomme.

Emma, en kun 12-årig amerikansk pige, er lagt i respirator og kæmper for sit liv, efter hun er blevet testet positiv for coronavirus.

Det fortæller Emmas fætter, Justin Anthony, til CNN.

Den 12-årige havde ingen forhistorie med sygdom. Hun har ikke været ude at rejse og det er uvist, hvordan hun er blevet smittet med sygdommen.

Justin Anthony fortæller til CNN, at hun den 15. marts fik konstateret lungebetændelse. Fredag aften blev hun testet positiv for coronavirus, og lørdag var hun lagt i respirator. Dog i stabil tilstand.

Børneafdelingen på Atlanta-Scottish Rite Hospital bekræfter over for CNN, at en patient er testet positiv for coronavirus:

– Patienten er isoleret og vi har taget de nødvendige forholdsregler. Mere kan vi ikke sige af hensyn til lovgivningen, siger hospitalets talskvinde Jessica Pope til CNN.

Folk skal vide det

Justin Anthony siger, at han har fået Emmas mors tilladelse til at dele historien.

Og det gør han, så folk finder ud af, hvor farlig coronavirus er:

– Jeg har fundet ud af det på nærmeste hold. Alle siger, at det ikke gør noget ved de unge. Men her har vi en 12-årig, der kæmper for sit liv. Folk skal holde afstand. Folk skal passe på deres børn. Folk skal tage det seriøst, siger Justin Anthony til CNN.

Lavere risiko for børn

Coronavirus er generelt farligst for de, der er over 70 år gamle og dem, der har andre helbredsmæssige udfordringer.

Børn får sygdommen, og giver den videre, men rammes generelt ikke hårdt.

Frem til 11. februar var der kun et dødsfald blandt patienter under 20 år i Kina. På det tidspunkt havde landet 45.000 tilfælde af coronavirus. Ingen under 10 år var døde.

CNN skriver, at omkring 20 procent af de indlagte i USA er i aldersgruppen 20 til 44 år.

De citerer en rapport, der blev udgivet onsdag. På daværende tidspunkt var ingen af de indlagte på intensiv under 19 år gamle.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu