ANNONCE

Coronavirus: Én gruppe indlægges især

14. november 2020 14:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

I den seneste opdatering på coronavirus-epidemien i Danmark kan man se en stigning i antallet af indlagte. Det tal var ellers faldet fredag.

Coronavirus: Én gruppe indlægges især
Stadig mange nye smittede - men epidemien er aftagende. Foto: Scanpix

I løbet af det seneste døgn er yderligere 32 personer blevet indlagt på grund af komplikationer i forbindelse med Covid-19. Det fremgår af den seneste opdatering fra Statens Serum Institut (SSI), der er udkommet lørdag klokken 14.

Få er blevet udskrevet i samme døgn, og det bringer det samlede antal indlagte op på 243. Der er blot registreret et enkelt dødsfald i samme periode, og stigningen i antal indlagte er derfor på syv flere i forhold til fredag. Det er det højeste antal indlagte siden 4. maj. 41 er på intensiv, og de 30 får hjælp til vejrtrækning med en respirator.

Af Danmarks i alt 4476 indlæggelser relateret til coronapandemien er de omkring 550 såkaldt korte indlæggelser. Det vil sige personer, der har været indlagt kortere end 12 timer sammenhængende. Det fremgår af SSIs uge-opgørelse, der senest er opdateret tirsdag. Derfor kan vi ikke skrive det præcise tal.

Der er en nogenlunde ligelig fordeling totalt set på, om de indlagte er mænd eller kvinder. For de 60 til 79-årige gælder det dog, at der er en markant overrepræsentation af mænd blandt de indlagte. Det er interessant for i samtlige aldre mellem 60 og 79 er der i Danmark flere kvinder end mænd.

Få dør

Med endnu et coronarelateret dødsfald på listen har Danmark siden 27. februar registreret 757 dødsfald, der på den ene eller anden vis kan relateret til Covid-19-smitte. Sammenholdt med de i alt 61.078 bekræftede smittetilfælde herhjemme giver det en dødsfaldsprocent på 1,2.

En del smittetilfælde bliver muligvis ikke fundet, og derfor er procenten efter alt at dømme endnu lavere. Mange dødsfald er desuden relateret til såkaldt komorbiditet. Altså, at afdøde også har været ramt af en underliggende kronisk sygdom.

Det gælder for 82 procent af de registrerede coronarelaterede dødsfald, og blandt andet derfor er det mest korrekt at bruge betegnelsen “død med coronavirus” og ikke “død af coronavirus”. Der er dog tilfælde på dødsfald, hvor Covid-19 har været den eneste sygdomsfaktor.

Sådan var det for eksempel hos den yngste, der i Danmark er død med coronavirus i kroppen. Det er en 36-årig mandlig SOSU-hjælper. Dog er det i langt overvejende grad de ældste danskere, der dør med coronavirus.

Stadig over 1000 nye

Det såkaldte kontakttal, der angiver spredningen af smitte i Danmark, er for nuværende beregnet til at være under 1. Det vil sige, at smitten faktisk er aftagende. I øjeblikket er kontakttallet, der opgøres hver tirsdag 0,9. Altså vil 10 personer med coronavirus i gennemsnit smitte ni.

Med det in mente kan det virke overraskende, at der i døgnet mellem fredag og lørdag også er fundet mere end 1000 bekræftede smittetilfælde. Det understreger dog blot tendensen, at jo flere der testes, jo flere smittetilfælde findes der.

I løbet af det seneste døgn er der testet 79.860 gange, hvoraf de 20.812 blev udført på personer, der ikke tidligere er testet. Det har resulteret i 1078 bekræftede smittetilfælde.

Smitten er fortsat mest udbredt på den københavnske vestegn, hvor incidenstallet i mange tilfælde er markant højere end de fleste andre kommuner. Det er også fortsat flest af de unge, der bliver smittet med Covid-19. Næsten 12.000 i aldersgruppen 20 til 29 er smittet siden februar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu