ANNONCE

Coronavirus: Island erklærer undtagelsestilstand

7. marts 2020 06:24 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

To personer er blevet smittet med coronavirus i Island, og derfor erklærer landet nu undtagelsestilstand.

Island erklærer undtagelsestilstand, efter at to personer er blevet smittet med coronavirus i Island.

Der er tale om en mand og en kvinde i 50’erne og 60’erne.

Artiklen fortsætter under videoen

Seks personer blev fredag testet positive, og det bringer det samlede antal smittede på Island op på 43.

Det skriver det islandske engelsksprogede medie Iceland Monitor.

Med undtagelse af de to, som er blevet smittet på Island, kan resten af tilfældene spores tilbage til Italien og Østrig, hvor de smittede har været på skiferier.

Ingen af de 43 smittede er alvorligt syge, skriver det islandske medie.

Island har ikke indført forbud mod store forsamlinger, men ifølge myndighederne nærmer tidspunktet for en sådan udmelding sig.

– Et forbud mod offentlige forsamlinger er et af de mest effektive redskaber, som vi har i vores værktøjskasse til at bremse spredningen af virusset. Vi må bruge det korrekt og på så effektiv en måde som muligt.

– Vi er der ikke endnu, men vi tror, det er uundgåeligt at gå den vej på et tidspunkt, lød det fra chefkommisær Víðir Reynisson på et pressemøde.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

Island fik sine første tilfælde af coronavirus i sidste uge.

En blev diagnosticeret fredag den 28. februar, mens de to følgende blev bekræftet søndag den 1. marts.

Omkring 400 mennesker på Island er blevet testet for coronavirus efter at have været i kontakt med smittede personer.

I Danmark er 23 smittede, mens 425 er i karantæne.

Fredag kom der nye retningslinjer i Danmark. 

Ny retningslinjer:

Sikkerhedsniveauet i rejsevejledninger for hele verden er hævet, så rejsende som minimum skal være ekstra forsigtige i udlandet, oplyser Udenrigsministeriet fredag aften. I alle rejsevejledninger for hele verden er sikkerhedsniveauet hævet til minimum gult.

Det betyder, at man skal være ekstra forsigtig, men det betyder ikke, at rejser til de pågældende områder frarådes.

Når Udenrigsministeriet anbefaler rejsende at udvise ekstra forsigtighed i alle lande, er det for at forebygge yderligere smitte i Danmark. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig lød opfordringen på at aflyse – eller afholde uden publikum – arrangementer med over 1000 personer.

Det betyder blandt andet, at lørdagens melodigrandprix bliver uden publikum.

Ingen steder er fri

Erik Brøgger Rasmussen, som er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, siger til TV2, at der ikke er et sted i verden, hvor der ikke foregår noget, som er relateret til coronavirus.

– Nogle steder er der risiko for smitte, andre steder er der rejserestriktioner lige som her. Der er ikke noget sted på kloden, hvor man ikke skal tænke over det. Det handler ikke kun om at tælle, hvor mange syge der er, det er bredere end det, siger han til TV2.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om at blive hjemme, når man kommer retur til Danmark, gælder dog kun for områder, der er markeret røde eller orange i ministeriets rejsevejledninger.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

John Hopkins University overvejer desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

Globalt er knap 101.800 personer smittet med coronavirus. Virusset har kostet omkring 3700 mennesker livet på verdensplan.

Undgå coronavirus

Der er flere ting, du kan gøre brug af som præventive midler for at mindske risikoen for at blive smittet med virussen.

WHO opfordrer alle til at vaske hænder grundigt både med vand og sæbe, men også med desinficerende midler. Når du nyser eller hoster, skal du holde dig for munden eller næsen med albuen eller papir, derefter skal du smide papiret væk og vaske hænder. 

For at undgå smitten skal du holde dig fra personer, der har feber eller hoster. Hvis du selv oplever feber, hoste eller besværet vejtrækning, der kan være symptomer på coronavirus 2019-nCoV, skal du søge læge.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu