ANNONCE

Coronavirus: Prisen på vigtig vare i frit fald

9. marts 2020 04:43 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Coronavirusset og en strid mellem de store olielande sender olieprisen ned med over 20 procent.

Olieprisen er i frit fald natten til mandag, da en konflikt mellem verdens oliegiganter er brudt ud samtidig med spredningen af coronavirusset.

En tønde nordsøolie falder mere end 20 procent til 35 dollar per tønde. Det er det laveste niveau siden 2016.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Der er flere forhold, som presser prisen på olie, skriver Bloomberg News.

Coronavirusset har sænket efterspørgsel på brændstof – blandt andet fordi der bliver fløjet mindre.

Samtidig brød forhandlinger mellem Rusland og oliekartellet Opec sammen i fredags. Opec består af 14 lande, herunder Saudi-Arabien, Iran og Irak.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet er prisen på en liter benzin eller i forvejen faldet en krone siden nytår – blandt andet som følge af coronavirusset.

I galleriet ovenfor kan du se gode tips til, hvordan du køber benzin eller diesel billigst muligt.

Forhandlinger brudt sammen

På bordet var en aftale om at skære i produktionen med henblik på at få prisen op, men det ville Rusland ikke gå med til.

Dermed brød en tre år lang romance mellem Rusland og Opec sammen. Den har været kendt som Opec+.

I weekenden har Saudi-Arabien, der er blandt verdens største olieproducenter, sat sine officielle oliepriser markant ned.

Saudi-Arabien forsøger ved at sænke priserne at få olieraffinaderier i Asien, Europa og USA til at købe olien i Saudi-Arabien på bekostning af andre lande.

Samtidig varslede landet, at det ville skrue op for sin produktion. På den anden side har Rusland også varslet, at landets olieproducenter har grønt lys til at pumpe så meget olie som muligt.

– Opec+ har helt klart overrasket markedet ved at gå ind i en priskrig, hvor de vil øge deres markedsandele, siger Andy Lipow, der er direktør for konsulentfirmaet Lipow Oil, til Bloomberg News.

Da markedet åbnede i Asien søndag aften dansk tid, faldt priserne i de første sekunders handel mere end 31 procent.

Det er det største fald på én dag siden Golfkrigen i 1991, skriver Bloomberg News. Efterfølgende er faldene bremset en smule.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu