Coronavirus: Sådan skal du rengøre bilen

23. marts 2020 15:24 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Coronavirus kan sætte sig i din bils interiør, og derfor skal du - også - huske at gøre den lidt grundigere rent.

Coronavirus kan overleve på overflader. Det tyder al forskning på. Hvor længe afhænger dog af materiale og omstændigheder, men der er flere steder en bred enighed om, at virus i hvert fald kan overleve i to døgn på de fleste overflader.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det betyder også, at du – hvis du bruger din bil daglig i denne periode – reelt kan overføre smitte gennem interiøret. Ikke mindst, hvis I er flere brugere af køretøjet. Det har FDM opsnappet og råder derfor på sin hjemmeside til, at du gør bilen mere ren indvendig, end du måske plejer.

I galleriet over artiklen her kan du se, hvordan du bedst kommer af sted med netop det.

Kører du alene i bilen uden passagerer eller andre førere af bilen, så behøver du dog ikke gøre den ren i samme omfang.

Hvis ikke, du har mulighed for at gøre mere rent i bilen, skal du ikke frygte. Det er ikke automatisk ensbetydende med, at du bliver smittet med coronavirus. Sundhedsmyndighederne oplyser nemlig, at virus ikke alene smitter ved berøring.

Det kræver altså således, at en rask person rører et inficeret område og dernæst rører ved kropsåbning med adgang til luftvejene. Det kan for eksempel være næsen eller munden. Anbefalingen er dog, at du rengør din bil lidt grundigere og ikke mindst oftere.

Pas på spritten

FDM oplyser på sin hjemmeside, at du faktisk bør være omhyggelig med de produkter, du bruger til at rengøre bilen med. Det er nemlig ikke sikkert, at sprit er en særlig god idé, skriver foreningen for danske motorejere.

Nærliggende er det selvfølgelig blot at spritte alle berøringsflader i bilen af med jævne mellemrum, men har du eksempelvis et rat med læderbetræk, så risikerer du, at det tager varig skade af spritten.

“… her må man derfor benytte mindre hårde midler. Men har bilen et plast-rat og ingen trykskærm, vil brug af håndsprit i mange biler være det bedste middel til at mindske smitterisikoen“, skriver FDM.

Alternativt kan du tørre fladerne af med en klud vredet op i rent mand med en lille smule opvaskemiddel.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu