Coronavirus sætter dyster dødsrekord

13. februar 2020 06:37 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Det er første gang, at der er registreret over 200 dødsfald på et døgn, siden virusudbruddet begyndte i december.

Coronavirus sætter dyster dødsrekord
En sikkerhedsvagt måler temperaturen på en passager ved en station i Xianning, der grænser på til Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter. Foto: Martin Pollard/Reuters

Det seneste døgn er 242 personer døde af coronavirus i Hubei-provinsen i Kina.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det oplyser provinsens sundhedskommission i sin daglige opdatering natten til torsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er første gang, at der er registreret over 200 dødsfald på et døgn, siden virusudbruddet begyndte i december.

Hidtil har det højeste antal dødsfald på et døgn været 103. Det skete søndag, mens antallet siden har ligget under 100 og omkring 90 tilfælde per døgn.

I alt har virusset under det officielle navn Covid-19 krævet 1310 liv i den kinesiske provins, hvor virusset har sit epicenter.

Samtidig er der blevet registreret 14.840 nye smittetilfælde i Hubei, hvilket også er rekordhøjt.

Ny metode

Provinsens sundhedskommission oplyser natten til torsdag dansk tid, at den er begyndt at inkludere smittetilfælde, der er blevet diagnosticeret ved hjælp af en ny, klinisk metode.

En opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore i USA viser natten til torsdag dansk tid, at 60.081 mennesker er smittet med coronavirus på verdensplan.

Langt de fleste af disse tilfælde er registreret i fastlands-Kina.

Coronavirusset er foruden Kina registreret i 27 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien og Sverige.

Senest er der blevet registreret endnu et tilfælde i USA, hvor en patient i San Diego, California, er blevet testet positiv, skriver CNBC.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret international sundhedskrise og arbejder på vacciner mod Covid-19.

Onsdag aften oplyste WHO, at test af vacciner kan ske om få måneder.

Sådan startede coronavirus

Hele miseren om den efterhånden berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

Newsbreak.dk har tidligere i detaljer beskrevet coronavirus. Det kan du læse her.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu