ANNONCE

Cyklist kørt ned af knivstikker

8. september 2020 21:23 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 26-årig mand er anholdt for grov vold, efter at han tirsdag stak en cykeltræner ned under et skænderi.

Cyklist kørt ned af knivstikker
En cykeltræner blev stukket i maven. ARKIVfoto: Scanpix

En træningstur for et ungt cykelhold udviklede sig tirsdag dramatisk, da en cykelrytter blev kørt ned, og holdets træner blev stukket med en kniv, skriver TV Midtvest. Ifølge TV-stationen var knivstikkeriet kulminationen på en dramatisk hændelse.

Politiet bekræfter over for Ritzau, at det fik anmeldelsen om episoden på Vinderslevholmvej ved Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg klokken 18.09.

– Af ukendte årsager rammer en bilist en af cykelrytterne bagfra, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau. Efter påkørslen standser både bilisten og cykelrytterne op.

– Det kommer til noget diskussion og tumult mellem cykelholdets træner og bilisten. Det ender med, at bilisten stikker træneren med en kniv, siger vagtchefen.

Stukket i maven

Ifølge TV MidtVest bliver den 53-årige cykeltræner stukket i maven.

– Bilisten bliver anholdt, og træneren bliver bragt til skadestuen. Han er ikke i livsfare, siger Henrik Nielsen til Ritzau.

Cyklisten, der blev påkørt, slap fra uheldet med skrammer og havde ikke behov for at komme på skadestuen. Den 26-årige bilist er sigtet for grov vold.

– Vi arbejder på at få overblik over, hvad der skete, og hvorfor han ramte cykelrytteren, siger vagtchefen tirsdag aften.

Politiets jurister skal senere afgøre, om bilisten skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu