Dagens vejr passer til årstiden

15. september 2019 07:01 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejret den 15. september 2019 byder på mere rusk end regn. Til gengæld vil det ruske meget.

Dagens vejr passer til årstiden
Det bliver ved med at blæse, når regnen er væk. Genrefoto.
Del:

Skal du udenfor i dag, er det en god idé at medbringe en vindjakke, da vejret den 15. september 2019 så absolut står i blæstens tegn. Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Anja Bodholdt, til Newsbreak.dk.

– Det bliver en god gang rusk, siger Anja Bodholdt.

Det ruskende vejr betyder, at der i det meste af landet bliver jævn til hård vind, med vindstød af kulingstyrke, mens man på de nordsjællandske kyster oplever kraftigere vindstød end det, og værst bliver det i Vendsyssel. Her får man stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

– Specielt der bliver det meget blæsende, siger Anja Bodholdt.

Efteråret er her

Anja Bodholdt fortæller, at der også er regn på programmet for vejret den 15. september 2019. Der ligger en koldfront i den nordlige halvdel af Jylland, og den bringer byger med.

– Den taber dog pusten på vej ned sydover, siger Anja Bodholdt. Hun gætter på, at regnen er hørt op, før fronten rammer Fyn.

Derfor er det altså først og fremmest blæsten, man skal være opmærksom på på en søndag, hvor der bliver 14-15 grader varmt i det meste af landet, og op til 18 grader varmt i den sydlige del af landet.

Artiklen fortsætter under videoen

Næste uge byder i øvrigt på flere regnbyger og mere blæst. Til gengæld ser det ud til, at det våde vejr klinger af, som ugen skrider frem.

– Det ser ud til, at vi i næste weekend får mere sensommervejr, siger Anja Bodholdt.

Tiden må vise, om prognosen holder stik, eller det for alvor bare er blevet efterår.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu