Danish Crown tilbagekalder hakket kød

6. oktober 2016 16:54 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det drejer sig om hakket svinekød. Det er solgt over hele landet.

Danish Crown tilbagekalder hakket kød
Hakket svinekød solgt i Meny, Spar, Min Købmand og Kiwi tilbagekaldes. Foto: Colourbox/Free

Hakket svinekød er godt til mange ting. Men det skal helst være den rene vare, man bruger til karbonader, frikadeller og alt muligt andet lækkert. Er der eksempelvis blå fremmedlegemer af plastik og metal i det hakkede kød, skal det selvfølgelig ikke spises.

Derfor har Danish Crown i dag kaldt tre partier hakket svinekød tilbage fra henholdsvis Meny, Løvbjerg, SPAR, Min Købmand og KIWI Butikker landet over.

I Meny er det “Friland hakket svinekød 8-12% fedt”, der trækkes tilbage. I Løvbjerg er det “Hakket svinekød 7-11% fedt”. I SPAR, Min købmand og KIWI er det “Gestus hakket svinekød 8-12% fedt”, der trækkes tilbage. Samtlige typer kød er pakket 4. oktober, og fejlen blev opdaget i går, 5. oktober.

Da befandt kødet sig allerede i butikkerne, og fra Danish Crowns side, kan man ikke afvise, at enkelte pakker kød allerede befinder sig i kundernes køleskabe, klar til aftensmaden.

Oprindeligt blev de små, blå stykker af metal og plastik fundet i én pakke med kød.

– Da vi tager det tilbage, finder vi flere pakker med det i, fortæller pressechef hos Danish Crown, Jens Hansen, til Newsbreak.dk.

Genkendeligt plastik

Og det faktisk en god ting. For fundet af det blå plastik og metal er gjort i flere pakker Friland hakket svinekød. Og derfor har Jens Hansen et ganske godt bud på, hvad der er sket, og hvordan der er endt blåt plastik i producentens kød.

– Det er et stykke A3-papir, plastik med en sølvpapirsbagside, man kan skrive på, forklarer Jens Hansen. Han fortæller, at det er fast kutyme hos Danish Crown, at en sådan seddel bliver lagt i det kar med hele stykker kød, der skal laves til hakket kød, inden det sendes videre i produktionen fra fabrikkens side. Og det er sådan et stykke papir, der er røget med i produktionen af Friland hakket svinekød, fortæller Jens Hansen.

– Om det er et papir, der er røget i et tomt kar, eller om det er glemt, det ved vi ikke, siger Jens Hansen.

Hvordan kunne det ske?

Der er derfor stadig et ubesvaret spørgsmål, der gør det svært for Jens Hansen at pege ud, præcist hvor der er begået en fejl. Men der ér begået en fejl. En menneskelig fejl. Og det kan man ikke gardere sig helt imod, når ens produktion drives af netop mennesker.

– Vi indskærper det over for medarbejderne, siger Jens Hansen. Men han fortæller også, at fejl nu engang sker. Og at det plastik og metal, der er røget med i 200kg hakket svinekød, sendt ud til Meny, som sådan godt kan spises.

– Du risikerer, at det smager underligt. Men der er intet af det, du ikke kan spise. Det udgør ikke en sundhedsrisiko, siger Jens Hansen. Derudover er der hakket kød af 700 kg kød, der er brugt til de to andre produktioner. I alt drejer det sig om 900 kg hakket kød for en virksomhed, der ugentligt hakker væsentligt mere end det.

Fra Danish Crowns side har man selvfølgelig kaldt kødet tilbage alligevel. Det er ikke meningen, at der skal være blåt plastik i kød fra Danish Crown. Kunderne kan derfor levere det tilbage i butikken, hvor det er købt. Herfra bliver det destrueret.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu