ANNONCE

Danmark har rundet 20.000

31. december 2020 17:50 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ifølge Statens Serum Institut er 0,41 procent af den danske befolkning påbegyndt vaccination mod covid-19.

Danmark har rundet 20.000
De fleste vaccinerede herhjemme er mellem 50-59 år. I alt 4184 personer har fået den første vaccinedosis frem til torsdag morgen. (Arkivfoto) Foto: Brendan Smialowski/AFP

23.895 personer er frem til torsdag morgen klokken 04.30 registreret som modtagere af den første dosis af en coronavaccine. Det svarer til 0,41 procent af befolkningen, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Der kan dog være en vis forsinkelse i registreringen af vaccinationerne.

Det reelle antal vaccinerede kan derfor være højere, end det fremgår af opgørelsen. Den første sending med 9750 vaccinedoser kom til landet lørdag. Herefter blev vaccinationerne indledt på landets plejehjem søndag. Mandag ankom yderligere 38.000 doser.

Første del af vaccinen skal følges op af endnu et prik efter cirka tre uger, før vaccinen har den fulde effekt. Af opgørelsen fremgår det, at de fleste vaccinerede skal findes i aldersgruppen 50-59 år. Her har 4184 personer fået den første dosis.

Dernæst kommer de 40-49-årige, hvor 3815 er blevet vaccineret, mens i alt 3467 borgere i alderen 80-89 har fået det lille stik. Blandt aldersgruppen 10 til 19 år har 53 personer fået den første dosis.

26 tilfælde med bivirkninger

Onsdag oplyste Lægemiddelstyrelsen, at der indtil onsdag middag var modtaget 26 indberetninger om formodede bivirkninger af coronavaccinen. Der er blandt andet tale om allergiske reaktioner, der sandsynligvis skyldes vaccinen.

Alle tilfælde var forbigående og blev behandlet af personalet på vaccinationsstedet, oplyser konstitueret enhedschef Tanja Erichsen, Lægemiddelstyrelsen.

– Vi er henne i den milde ende af skalaen, når det gælder indrapporterede bivirkninger. Vi har eksempelvis set en form for nældefeber med hævelse og kløe. Der er nogle, der melder om brændende og prikkende fornemmelse i hænder og fødder, kvalme og synkebesvær. Det er noget, der er taget hånd om og behandlet med antihistaminer og steroider. Og så er det forsvundet i løbet af et par timer, siger hun.

95 procent effektiv

Vaccinen fra Pfizer og BioNTech, som bliver givet herhjemme, beskytter godt med sin effektivitet på 95 procent. Ifølge Morten Andersen, der er klinisk farmakolog og professor ved Københavns Universitet, er det ikke muligt for en vaccine at være 100 procent effektiv – altså at forhindre alle tilfælde af sygdommen.

Det samme oplyser Europæiske Vaccinationsinformationsportal, der er et initiativ fra EU, på sin hjemmeside.

– Som med al medicin er ingen vaccine 100 procent effektiv hos alle, der vaccineres, står der.

En række faktorer kan påvirke, hvor effektiv vaccinen er hos den enkelte. Blandt andet kan personernes alder have en betydning, og det samme kan den enkelte persons immunsystem, oplyser Morten Andersen.

Hovedstaden er med 6321 personer den region, som har flest af de vaccinerede personer. På verdensplan er Israel længst fremme med at vaccine mod corona. Onsdag havde landet vaccineret 9,18 procent af befolkningen, mens Bahrain ligger på en andenplads med 3,37 procent.

Danmark ligger på syvendepladsen. 1298 er torsdag døde med coronavirus i Danmark siden februar. 163.479 er bekræftet smittet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu