ANNONCE

Danmark slår England på Wembley

14. oktober 2020 22:54 | Af: Ritzau Fokus

Første gang siden 1983.

Danmark slår England på Wembley
Christian Eriksen havde ingen problemer med at passere Jordan Pickford på straffespark. - Foto: Toby Melville/Reuters/Scanpix

For første gang siden 1983 har det danske fodboldlandshold slået England på Wembley.

Onsdag aften vandt Danmark akkurat som dengang med 1-0.

Christian Eriksen blev matchvinder i sin landskamp nummer 100, da han scorede på straffespark i første halvleg af Nations League-kampen. Kort forinden var de danske betingelser blevet gunstigere, da Englands Harry Maguire havde fået rødt kort.

Mens Allan Simonsens straffesparksmål for 37 år var en nøgle til, at Danmark kvalificerede sig til EM i 1984, skriver onsdagens sejr på det ikoniske, men tomme stadion sig næppe ind som et stort kapitel i den danske fodboldhistorie.

Ikke desto mindre kan sejren dog være et middel til at nå en slutrunde. Danmark overhaler nemlig England i Nations League-gruppen, hvor begge hold har syv point efter fire kampe.

Gruppen toppes af Belgien, der har ni point efter onsdagens 2-1-sejr over Island. Gruppevinderen får lov til at spille playoffkampe om en VM-billet, hvis holdet skulle kikse i den almindelige VM-kvalifikation.

Landsholdsanfører Simon Kjær spillede også sin landskamp nummer 100 onsdag aften.

Forsvarskrumtappen havde godt tag i en på papiret ellers potent engelsk offensiv med Harry Kane og Marcus Rashford, og i kampens tillægstid kronede han en solid kamp med at redde bolden på stregen.

Stressede englændere

Danmark havde let ved at stresse englænderne i opspillet og sørgede på den måde for at undgå at blive sat under pres.

Den opportunistiske danske stil virkede fra start og var ved at give gode danske muligheder efter bolderobringer og direkte spil. Særligt Kasper Dolberg rørte på sig i kampens indledning.

Der skulle dog en engelsk dumhed til for alvor at sørge for, at kampen foregik på Danmarks præmisser.

Harry Maguire røg tidligt i dommerens bog for en grim tackling på Yussuf Poulsen, og efter en halv time fik han så marchordre. Forsvarsgeneralen mistede selv bolden og lavede en for hård tackling på Kasper Dolberg for at genvinde den og fik sit andet gule kort.

Dolberg var så medtaget, at han forlod banen inden pausen og blev afløst af Pione Sisto.

Da spillet blev genoptaget efter udvisning, gik der kun få øjeblikke, før Danmark fik et tyndt straffespark begået mod Thomas Delaney.

Christian Eriksen sparkede højt og hårdt midt i målet, mens Jordan Pickford dykkede ned til sin egen højre side. 1-0.

Som følge af føringen og det numeriske overtal lavede Kasper Hjulmand to justeringer i pausen.

Mathias “Zanka” Jørgensen kom ind i centerforsvaret i stedet for Andreas Christensen, der havde fået gult kort. Defensivt stærkere Joakim Mæhle erstattede Robert Skov på venstre back.

Danmark kontrollerede overvejende i anden halvleg, men alligevel måtte der en verdensklasseredning fra Kasper Schmeichel til at afværge en udligning midt i halvlegen.

Daniel Wass havde muligheden for at udbygge føringen kort efter, men han headede bolden over mål efter indlæg fra Pione Sisto.

Først i tillægstiden var det igen tæt på et mål. Her kom Simon Kjær dog i vejen for et engelsk hovedstød, der ellers var på vej til at sejle i mål.

I slutfasen løb frustrationerne af med de engelske spillere, som var gevaldigt trætte af kampens spanske dommer, der dog også havde en lille rolle i den danske sejr.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu