ANNONCE

Danmark topper: Så sent bliver vi pensioneret

17. juli 2020 10:00 | Af: Newsbreak.dk

Pensionsalderen er netop steget herhjemme igen. Men i forvejen er danskerne blandt dem, der har det længste arbejdsliv sammenlignet med andre EU-lande.

Danmark topper: Så sent bliver vi pensioneret
I Danmark må folk som bryggeriarbejderen Arne vente længere end i mange andre lande på pensionen. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Trænger du snart til at stille sikkerhedsskoene, lægge kitlen eller stemple ud fra fabrikken, men er stadig ikke helt gammel nok til pension?

Så skulle du måske have været italiener. For så havde du kun behøvet at arbejde i 32 år i gennemsnit, mens en dansker i gennemsnit arbejder i 40 år.

Det viser tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat. Tallene dækker 2019. Det skriver Fagbladet 3F.

Fra 1. juli i år tog danskernes pensionsalder endnu et nøk op. Nu kan man først få folkepension fra den dag, man fylder 66 år. Arbejdslivet bliver dermed endnu et halvt år længere.

– I Danmark har vi altid ligget højt på tilbagetrækningsalder. Vi er et hårdtarbejdende samfund, og er ikke kommet sovende til tingene. I hvert fald i 30-40 år har vi haft flere i beskæftigelse i 55-64 års alderen end de fleste andre europæiske lande har, siger professor og arbejdsmarkedsforsker Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

I gennemsnit arbejder europæerne 35,9 år, viser tallene.

Skel mellem øst og vest

Der er en klar øst-vest forskel mellem EU-landene, viser tallene fra Eurostat. Dog med Italien som en klar undtagelse. Italienerne arbejder nemlig kun 32 år i gennemsnit. Også Belgien og Luxembourg har ret korte arbejdsliv.

Ellers er det i Østeuropa, at man har de korteste arbejdsliv, med typisk 33-34 år på arbejdsmarkedet.

Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker i DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet), mener, at der flere faktorer, der forklarer forskellene mellem Danmark og Nordeuropa, sammenlignet med Syd- og Østeuropa.

– En af dem er levealder. Levealderen i flere øst- og sydeuropæiske lande er kortere end hos os, hvilket forkorter arbejdslivet. En anden faktor er selve arbejdsmarkedssystemet. Eksempelvis har nogle lande haft mange fastansatte med gode vilkår, herunder lav pensionsalder, siger Rasmus Nørlem.

Danmark topper

Han forklarer, at de fleste europæiske lande i dag diskuterer stigende pensionsalder ligesom i Danmark.

– En stigende andel af ældre er en udfordring i de fleste europæiske lande. Samtidig har EU i forbindelse med hjælp til blandt andet Grækenland, Italien og Portugal efter finanskrisen krævet, at pensionsalderen sættes op. Men i nogle lande er det en udfordring. For eksempel i Spanien, hvor ungdomsledigheden er høj, påpeger han.

Ifølge Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet er det ikke kun i Danmark, at der foregår en politisk diskussion om bagsiden ved en høj pensionsalder. For eksempel nedslidning.

– Det diskuterer andre lande også. Der er også andre lande, der har indekseret pensionsalderen efter forventet restlevetid. Men der er ikke andre, der har udsigt til en så høj pensionsalder for en 30-årig, som vi har. Danmark er i en særgruppe med hensyn til, hvor højt vi har sat grænsen, siger han.

Frem til 2030 har politikerne allerede aftalt, at pensionsalderen stiger til 68. Planen er, at pensionsalderen i fremtiden vil stige, til den er oppe i 70’erne. Men det er ikke endelig aftalt politisk endnu, men pointen er, at stigende levealder skal følges af stigende pensionsalder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu