ANNONCE

Danmark var advaret om vaccine-salg

9. juli 2020 10:40 | Af: Newsbreak.dk

Analyse fra 2011 advarede om konsekvenserne ved et salg af statens vaccineproduktion

Danmark var advaret om vaccine-salg
Danmark solgte i 2012 vaccineproduktionen til en saudisk sheik. Foto: DOUGLAS MAGNO / AFP

(Citathistorie fra Ekstra Bladet)

Danmark er bedre stillet i krisesituationer, hvis vi har en vaccineproduktion.

Det konkluderer en tværministeriel analyse fra 2011, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Alligevel vælger daværende sundhedsminister, Astrid Krag (SF, senere S, red.), i slutningen af 2012 at påbegynde et salg af Statens Serum Instituts (SSI) vaccineproduktion, som ender med, at den saudiske sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih køber fabrikken for 15 mio. kroner.

Dermed stod Danmark uden en produktion, da coronakrisen ramte tidligere i år.

Danmark stod stærkt – før

Den 51 sider lange analyse, der gennemgår SSI’s aktiviteter, er udarbejdet af flere ministerier, herunder Finans- og Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

I den bliver det blandt andet konkluderet:

’Kombinationen af at SSI både er en beredskabsorganisation, der overvåger og påviser smitsomme sygdomme og samtidig producerer og leverer vacciner, giver synergier, der styrker beredskabet. SSI besidder som vaccineproducent de kompetencer, der er nødvendige, når epidemier skal forebygges gennem vaccination. Det gælder forskning, udvikling, produktion, aftapning, analyse og kontrol, kvalitetssikring, lagerhold og distribution.’

Professor på Roskilde Universitet Ole Helby Petersen, der i flere år har forsket i udlicitering og privatisering, har gennemgået analysen. Han mener, den vidner om, at politikerne har prioriteret økonomi frem for forsyningssikkerhed.

– Forløbet med analysen viser med stor tydelighed, at der langt ind i de centrale ministerier ret tidligt har været en klar bevidsthed om, at man ville give afkald på noget forsyningssikkerhed til gengæld for økonomiske besparelser ved at privatisere det, siger han.

Analyse forhalet

Medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg har tidligere to gange forsøgt at få analysen udleveret, men er hver gang blevet afvist med et svar om, at den ikke var endelig færdig. Det er på trods af, at analysen senere har indgået i Rigsrevisionens granskning af salget af vaccineproduktionen.

Ole Helby Petersen mener også, at analysen burde have været lagt frem tidligere.

– Det havde klart haft offentlighedens interesse at få lagt det her frem og få en lidt dybere indsigt i afvejningerne om fordele og ulemper ved en privatisering, siger han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra nuværende socialminister Astrid Krag (S), men hun vil ikke udtale sig om sagen og henviser til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). Herfra lyder svaret:

– Ministeren holder ferie og kan derfor ikke stille op til interviews.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu