ANNONCE

Bekræfter skifte til England

31. december 2020 16:41 | Af: Ritzau Fokus

Engelske Watford får selskab af danske Philip Zinckernagel, der bekræfter sit skifte i en sms.

Bekræfter skifte til England
Philip Zinckernagel (th.) skifter nu fra Bodø/Glimt. foto: Scanpix

Den danske angriber Philip Zinckernagel skifter fra den norske fodboldklub Bodø/Glimt til engelske Watford.

Det bekræfter han i en sms over for Ekstra Bladet, skriver avisen.

Han vil fredag officielt blive medlem af Watfords trup i The Championship.

Philip Zinckernagel vandt med Bodø/Glimt det norske mesterskab den seneste sæson, og han blev kåret som årets spiller i Eliteserien.

– Zinckernagel har leveret en nærmest uvirkelig god sæson, lød det i juryens begrundelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Vildt scoringssnit

Bodø/Glimt nåede at score 103 mål i 30 kampe – flest af alle 16 hold i Eliteserien, og danskeren scorede imponerende 19 gange. Det rakte til en tredjeplads på topscorerlisten.

Philip Zinckernagel havde kontraktudløb ved nytår og fortalte tidligere i december, at han endnu ikke havde taget en beslutning om en ny klub.

– For at være helt ærlig har jeg ikke taget beslutningen endnu. Det bliver en vanskelig beslutning at tage. Jeg er taknemmelig for den tid, jeg har haft i Glimt, og så må vi se, sagde han.

Philip Zinckernagel nåede to sæsoner i Bodø/Glimt og har desuden en fortid i Sønderjyske, HB Køge og Helsingør.

Nu skal han så gøre karriere i Watford, der ligger i den næstbedste engelske række efter nedrykning fra Premier League. I The Championship har Watford i øjeblikket en femteplads.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu