ANNONCE

Dansk containerskib er blevet ramt af coronavirus

23. maj 2020 12:27 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fem besætningsmedlemmer på et Maersk containerskib er blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Dansk containerskib er blevet ramt af coronavirus
Et Maersk containerskib er midlertidigt taget ud af drift, mens fire besætningsmedlemmer er i isolation i deres kahytter i Rotterdam. En femte er indlagt med coronavirus på et hospital på De Vestindiske Øer. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix

Et Maersk containerskib er blevet ramt af et udbrud af coronavirus.

Det bekræfter Maersk over for branchemediet Maritime Danmark.

Der er tale om fem besætningsmedlemmer om bord på det danske containerskib Lexa Maersk, som er konstateret smittet med coronavirus.

Maersk ønsker ikke at oplyse, om der er danskere blandt besætningen, eller om nogen af de smittede er danskere.

Skibet, der har en besætning på 25 personer, forlod Panama den 1. maj med kurs mod Spanien.

Kort efter viste et besætningsmedlem tegn på at være smittet med virusset. Containerskibet afbrød derfor sejladsen, hvorefter den syge blev indlagt op et hospital på De Vestindiske Øer.

Flere smittet

Da skibet fortsatte turen mod Spanien, begyndte fire andre besætningsmedlemmer at udvise milde tegn på at være smittet. De fire blev derfor isoleret i deres kahytter.

På grund af situationens udvikling besluttede rederiet at lade skibet sejle direkte til Rotterdam i Holland i stedet for til Spanien.

Da containerskibet ankom til Rotterdam den 18. maj, blev alle om bord testet for coronavirus.

Det viste dig, at de fire besætningsmedlemmer, der havde udvist milde symptomer, alle var smittede.

Fakta

Anbefalinger til personer i risikogrupper

Forebyg kontaktsmitte – sørg for ekstra god hygiejne

– Vær særlig opmærksom på håndhygiejne, når du har rørt typiske kontaktpunkter, som anvendes af mange i det offentlige rum, fx dørhåndtag i butikker, elevatorknapper, dankortterminaler, hæveautomater, håndtag i busser, armlæn på restaurant- og cafestole mv.

– Undgå at røre din næse, mund og øjne, hvis du ikke har rene hænder, da virus typisk smitter fra hænderne til slimhinderne i næse, mund og øjne – men ikke gennem huden.

– Vær særlig påpasselig med hygiejne og rengøring i hjemmet. Rengøring foretages med almindelige metoder og rengøringsmidler, men ekstra hyppigt og grundigt.

– Tal åbent med dine nærmeste pårørende om deres omgangskredse og ’bevægecirkler’, så du kender risikoen ved at give kram til dem.

– Du kan godt give kram til dine allernærmeste, fx partner, børn og børnebørn, men undgå håndtryk, kindkys og kram til andre end dine nærmeste pårørende.

Forebyg dråbesmitte – hold afstand

– Bed andre om at tage hensyn ved at holde afstand.

– Undgå særligt længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt.

Begræns situationer hvor du udsættes for smitte

– Undgå samvær med personer, som har symptomer, der kunne være COVID-19, også børn og børnebørn.

– Undgå steder med mange mennesker, fx offentlige transportmidler i myldretiden. Lav dine indkøb når eller hvor, der er færrest i butikkerne

– Overvej din deltagelse i sociale arrangementer og fritidsaktiviteter i forhold til smitterisiko. Bed om hjælp til at aktiviteter gennemføres på en forsvarlig måde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

De fire smittede befinder sig derfor stadig om bord på Lexa Maersk, hvor de er isoleret, skriver Maritime Danmark.

Containerskibet er på grund af situationen midlertidigt taget ud af drift og er tømt for containere. Containerne vil blive sendt videre til deres destinationer af andre skibe.

Maersk kan over for Maritime Danmark ikke oplyse, hvor længe skibet vil blive liggende i Rotterdam.

Skibet sejler under dansk flag med Svendborg som hjemstavn.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

Symptomer på coronavirus

Oplever du følgende symptomer, kan det være fordi, du lider af sygdommen:

– Feber
– Tør hoste
– Besværet vejrtrækning
– Åndenød

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu