ANNONCE

Dansk drømmescenarie ved EM 2020 opfyldt

22. november 2019 14:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Danmarks EM-kamp mod Rusland skal spilles i København, har Uefa afgjort ved en lodtrækning.

Dansk drømmescenarie ved EM 2020 opfyldt
Danmark tog et stort skridt mod EM-kvalifikationen med sejren i Parken over Schweiz i oktober. Til sommer får landsholdet tre hjemmekampe, når Parken for første gang lægger græs til kampe ved en EM-slutrunde. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Det danske fodboldlandshold får tre kampe på eget græs, når København næste sommer er en af værtsbyerne ved EM.

Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) lodtrækning fik med danske briller det bedste tænkelige udfald og placerede Danmarks opgør mod Rusland i Parken.

Artiklen fortsætter under videoen

Dermed skal Åge Hareides mandskab spille samtlige sine indledende kampe i København.

Glad direktør og glad træner

Danmark og Rusland deler værtskabet for EM’s gruppe B, og begge nationer var på forhånd sikret to hjemmekampe i den indledende runde.

Fredagens lodtrækning skulle afklare, om det var København eller Sankt Petersborg, der skal lægge græs til de to landes indbyrdes opgør, og her faldt trækningen ud til dansk fordel. Det vækker glæde flere steder.

– Det er svært at få armene ned.

Sådan siger fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU) Peter Møller, efter at en lodtrækning i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag afgjorde, at Danmark skal spille alle tre gruppekampe på hjemmebane ved EM.

– Det betyder helt vildt meget. Vi har et landshold, der ikke kan tabe, og nu kan vi heller ikke tabe i lodtrækning åbenbart. Hvad skal det ikke ende med?

– For DBU, spillerne og trænerne er det drømmescenariet at kunne få lov til at spille alle tre gruppekampe i Parken i trygge rammer og vante omgivelser og forhåbentlig med hele nationen på skuldrene, som bærer os frem, siger han.

Landstræner Åge Hareide er selvsagt også glad for at få et dansk publikum i ryggen tre gange under sommerens slutrunde.

– Vi har haft en rigtig god opbakning fra vores fans i EM-kvalifikationen, og det er godt, at vi skal spille alle tre kampe på dansk grund.

– Nu ser vi frem til at få vores gruppe helt på plads, for vi er i fuld gang med arbejdet og forberedelserne frem mod EM-slutrunden efter kvalifikationen i mandags, lyder det fra Hareide i en udtalelse på DBU’s hjemmeside.

En modstander mangler

Tre af de fire hold i puljen ligger allerede fast. Danmark og Rusland har følgeskab af Belgien, mens puljens fjerde og sidste hold bliver fundet ved puljelodtrækningen lørdag 30. november.

Holdet skal findes fra nederste EM-lag og bliver enten Wales eller Finland.

Gruppekampene i Parken skal spilles 13. juni, 18. juni og 22. juni, og det københavnske stadion er senere vært for en ottendedelsfinale 29. juni.

Den kamp får dog ikke dansk deltagelse, uanset hvordan Danmark klarer sig i de indledende kampe.

Som noget nyt skal næste sommers EM-slutrunde afvikles i 12 forskellige lande. Wembley Stadium i London er vært for semifinaler og finale.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu