Dansk firma vil hente ressourcer i havet

17. februar 2019 17:42 | Af: Newsbreak.dk

Firmaet Melton fra Vejen laver regntøj til børn af plastikflasker, der er hevet op af havet.

Dansk firma vil hente ressourcer i havet
Hos Melton har man besluttet sig for at genbruge plastik, fundet i havet, til regnfrakker. Genrefoto.

Store øer af plastikflasker, sugerør og indkøbsposer flyder rundt i havet.

Det vil børnetøjsfirmaet Melton i Vejen gøre noget ved – én regnjakke ad gangen.

Til foråret begynder de nemlig at producere regntøj til børn lavet af nogle af de millioner af plastikflasker, som ender i verdenshavene.

Det skriver DR Syd.

Administrerende direktør i Melton Helle Ghodt mener ikke, at plastikforureningen kan ignoreres.

– Det er frygteligt at se på. Derfor har vi spurgt os selv, hvordan vi kan være med til at bruge plastikken i en anden sammenhæng, siger hun til DR Syd.

Hvert år ender omkring otte millioner tons plastik i verdenshavene, og samtidig stiger vores forbrug af tøj. Modebranchen vurderer, at vi i 2030 vil købe 60 procent mere tøj og sko, end vi gjorde i 2015.

– Som leverandør af børnetøj har vi et ansvar. Det er børnene, der skal overtage verden efter os. Derfor skal vi være mere miljøbevidste, siger direktøren.

God idé med forbehold

Hos Danmarks Naturfredningsforening ser man positivt på, at man kan bruge noget af al den plast, der ligger i havet, til nye produkter. Foreningen håber, at den slags projekter kan bidrage til, at der bliver indsamlet mere plast fra havet.

– Man giver affaldet værdi og gør det til en ressource. Den tanke er god, siger Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

Men hun forklarer også, at der kan være risiko forbundet med at bruge plastik i tøj.

Virksomhederne skal blandt andet sikre sig, at der for eksempel ikke skylles mikroplastik ud i miljøet, når tøjet bliver vasket, som det tidligere er set ved fleecetøj.

Derudover kan plastik fra havet indeholde mange uønskede stoffer. Så det stiller store krav til dem, der laver plastikken om til nye produkter, forklarer Sine Beuse Fauerby til DR Syd.

Det er billigt og miljøvenligt

Melton så forretningsmuligheder i at bruge plastikflaskerne fra havet til regntøj, for produktionen af plastikregntøj er både billigere og mere miljøvenlig for firmaet.

Ifølge direktøren bruges der cirka 80 procent mindre energi ved at lave regntøjet af genbrugsplast frem for traditionel regntøjsproduktion lavet af polyester og olie.

Kun olieindustrien sætter et større klimaaftryk end tekstilbranchen. Og det er noget forbrugerne er opmærksomme på, siger Helle Ghodt.

– Vi har dagligt forældre, der kontakter os for at høre, hvordan vi laver vores produkter. De er mere og mere bevidste om det, og derfor vil vi også gerne levere det, de efterspørger.

Ikke første firma med den idé

Melton er da heller ikke de første til at omdanne brugte plastikflasker til tekstil.

Herningfirmaet Knowledge Cotton Apparel forventer i 2020 at have genbrugt 4,5 millioner plastikflasker i deres tøj. Samtidig tilbyder flere og flere virksomheder tøj lavet af økologisk bomuld og andre bæredygtige tiltag.

Sine Beuse Fauerby genkender også tendensen.

– Der er med rette kommet meget mere fokus på branchens miljøbelastning. Men det kræver en fundamental omlægning af industrien og tilførsel af nye forretningsmodeller for virkelig at ændre noget.

Hun forklarer, at det ikke er nok at producere tøjet miljørigtigt. Ringen skal sluttes, så der i forretningsmodellen også tages stilling til, hvad der skal ske med regntøjet, når barnet vokser ud af det.

Kollektionen af plastikregntøjet fra Melton lander i butikkerne til august.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu