Dansk Grand Slam-vinder: Udlevede min drøm i dag

8. juni 2019 18:35 | Af: Ritzau Fokus

Den 16-årige danske tennisspiller Holger Rune vandt lørdag French Open for juniorer efter finalesejr i Paris.

Dansk Grand Slam-vinder: Udlevede min drøm i dag
Holger Vitus Nødskov Rune vandt French Open for juniorer. (Foto: Kenneth Jessen/Ritzau Scanpix)

Lørdag peakede karrieren hidtil for den 16-årige tennisspiller Holger Rune.

Det danske stortalent vandt sin første grand slam-titel, da det blev til finalesejr i juniorernes French Open.

Og det var fantastisk at kunne løfte det fornemme trofæ, siger Rune til TV2 Sport.

– Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg startede med at spille tennis. Jeg udlevede min drøm i dag.

– Jeg gjorde alt, der skulle til, og jeg har arbejdet hårdt på det seneste. Jeg har opnået alle de mål, jeg indtil videre har sat, siger han.

Misbrugte matchbolde

Trofæet kom i hus, da danskeren slog den jævnaldrende amerikaner Toby Alex Kodat med cifrene 6-3, 6-7, 6-0.

Undervejs i andet sæt misbrugte danskeren endda to matchbolde, men efter en regnvejrspause gjorde han rent bord i tredje sæt.

– I regnvejrspausen mellem andet og tredje sæt fik jeg fokuseret, slappet lidt af og kom tilbage på sporet. I tredje sæt spillede jeg offensivt, kom ind på banen og var dybt fokuseret, siger Holger Rune i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

Inden finalen havde Rune ikke tabte et eneste sæt i turneringen.

Den seneste danske herresingle til at vinde en grand slam var Kristian Pless, der i 1999 vandt Australian Open for juniorer.

Tidligere i år vandt Clara Tauson Australian Open for juniorer, og sidste år vandt Caroline Wozniacki Australian Open på seniorniveau.

Hun er fortsat den eneste danske tennisspiller, som har vundet en grand slam i single på seniorniveau.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu