ANNONCE

Dansk grænse lidt rigelig åben

13. juni 2020 21:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Dansk politi har måttet bede en del tyskere om at vende om ved grænsen - nogle slap i gennem.

Dansk grænse lidt rigelig åben
Den dansk-tyske grænse er åbenbart slet ikke så lukket. Foto: Scanpix

Som Newsbreak.dk tidligere kunne berette, så har en del tyskere muligvis misforstået, hvornår grænsen til Danmark åbner. I hvert fald har Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag måttet afvise flere tyske statsborgere, der har forsøgt at krydse grænsen, der først åbnet mandag den 15. juni.

Noget tyder dog på, at grænsen egentlig ikke har været så lukket alligevel. I hvert fald kan TV Syd berette om to tyske familier, der simpelthen er havnet i Danmark. Til trods for, at de ikke har haft hjemmel til at krydse grænsen.

Begge familier – der ikke har nogen relation – har ved grænsen fremvist booking af feriebolig i Danmark. Det er også påkrævet, men jo altså ikke, når grænsen indtil mandag reelt er lukket for tyskere uden anerkendelsesværdigt formål i Danmark.

Det er hos Sol og Strand Feriehusudlejning, at de tyske familier er dukket op, skriver TV Syd, der har talt med bureauchef Hanne Meyer. Hun siger, at de fik kaffen galt i halsen. Kontoret er slet ikke åbnet, fordi der jo ingen turister burde være.

Alligevel ankom de to familier og ville indlogere sig i feriehuse på Rømø.

– Vi var som sagt noget overrasket over den første henvendelse, og vi hjalp dem selvfølgelig med at finde overnatning, til deres feriebolig er klar søndag. Men vi regnede bestemt ikke med, at der ville henvende sig flere, men det gjorde der. Omkring klokken 14 dukkede et yngre par op, siger Meyer til TV-stationen.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der dog tale om en “beklagelig fejl”, skriver politiinspektør Brian Fussing i et skriftligt svar til Ritzau.

– Vi har på baggrund af de foreliggende oplysninger fra TV Syd ikke mulighed for at kommentere nærmere på de konkrete tilfælde. Men har vi tilladt tyske turister indrejse før tid, så har vi begået en beklagelig fejl, siger politiinspektør Brian Fussing.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu