Dansk ishockeymålmand springer ud

3. oktober 2019 20:42 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Som den første mandlige professionelle ishockeyspiller er Jon Lee-Olsen sprunget ud som homoseksuel.

Dansk ishockeymålmand springer ud
Jon Lee-Olsen, her fra sin tid i Sønderjyske, valgte torsdag aften at springe ud som homoseksuel som den første danske professionelle ishockeyherre nogensinde. (Arkivfoto) Foto: Jan Korsgaard/Scanpix

Torsdag aften skrev ishockeymålmanden Jon Lee-Olsen fra mesterholdet Rungsted Seier Capital historie, da han i TV2’s “Go’ aften live” sprang ud som homoseksuel.

Det har ingen professionel ishockeyherre i Danmark gjort tidligere, og ifølge tv2.dk har kun to andre ishockeyherrer i verden gjort det før som aktive.

Artiklen fortsætter under videoen

Den 27-årige reservemålmand siger, at beslutningen om at springe ud har været flere år undervejs, men han føler sig klar til, hvad det måtte medføre.

– Der er en risiko for, at nogle mennesker vil råbe efter mig, når jeg spiller kampe.

– Det skal man være klar til, og det kræver modenhed. Men jeg føler, at jeg er klar til at vise, at man sagtens kan være homo og spille ishockey, siger den 27-årige målmand ifølge tv2.dk.

Er spændt

Han er selv spændt på, hvordan nyheden bliver modtaget i hockeykredse.

– Hockeymiljøet kan være hårdt at være i, og der kan blive råbt “homo” og “bøsserøv” til kampene. Derfor har jeg spurgt mig selv, om folk er klar til det i miljøet, og om de kan acceptere mig, som den jeg er, siger Jon Lee-Olsen.

I sin professionelle karriere har han repræsenteret fem forskellige danske klubber, og han fik tre kampe i den forgangne sæson, hvor han altså tog DM-guld med Rungsted.

Et særsyn

I store sportsgrene som fodbold, håndbold, badminton og cykling er der heller ikke fortilfælde, hvor professionelle herrer er sprunget ud som homoseksuelle.

Jon Lee-Olsen håber, at han kan bane vejen for flere udøvere, som ikke tør at stå ved, at de er homoseksuelle.

– Jeg er sikker på, at der i fremtiden er andre, der står frem, og jeg håber, at jeg kan være med til at give andre modet til at tage springet, siger han.

Landsholdsanfører beundrer kollegaen

Beslutningen vækker stor beundring hos landsholdsanfører Peter Regin.

– Det er meget stærkt og modigt af Jon at springe ud som homoseksuel ishockeyspiller.

– Det er fantastisk, at han gør det, og forhåbentlig kan han i mangfoldighedens navn være en inspiration for andre. Ikke blot ishockeyspillere, men for sportsfolk generelt, siger Peter Regin i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockey Union (DIU).

– Vi lever i 2019, og der skal være plads til alle – uden fordomme. På landsholdets vegne kan jeg kun sende et kæmpe skulderklap i retning af Jon, siger Peter Regin, der til dagligt spiller i finske Jokerit Helsinki.

DIU-direktør Ulrik Larsen håber også, at Jon Lee-Olsens udmelding kan gøre det lettere for andre homoseksuelle sportsfolk.

– Der er ikke, hvis overhovedet nogen, mandlige professionelle sportsfolk herhjemme, der under den aktive karriere er stået frem som homoseksuel, siger han.

– Derfor er Jon Lee-Olsen noget af et forbillede, der kan inspirere andre sportsfolk i forhold til åbenhed og mangfoldighed. Der er ikke nogen, der skal gå og gemme på noget i vores nuværende, åbne samfund.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu