ANNONCE

Sådan slår vi Frankrig

8. december 2020 09:09 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

To håndboldkulturer brager sammen, når Danmark og Frankrig skal dyste om vigtige EM-point i Herning.

Sådan slår vi Frankrig
Estelle Nze Minko er en af de mange individualister på det franske hold, som skal forsøge at forsvare EM-titlen fra 2018. Foto: Henning Bagger/Scanpix

– Det er to forskellige håndboldkulturer, som rammer hinanden.

Sådan karakteriserer landstræneSådan slår vi Frankrigren for de danske håndboldkvinder, Jesper Jensen, tirsdagens kamp mod europamesteren Frankrig.

– Det er det kollektive spil, som vi står for i Norden, og så det meget individuelle, som man står for nede sydpå. Der er nogle verdensklasseatleter på det franske hold – især i bagkæden.

– Dem skal vi se, om vi kan styre med vores kollektiv. Hvis vi bare tager individuelle dueller hele vejen igennem, så tror jeg, vi taber. Vi skal finde en kollektiv vej igennem, siger Jesper Jensen.

Danmark spillede en god testkamp mod franskmændene i Viborg i starten af oktober. Det var antallet af brændte danske chancer, som resulterede i en fransk sejr.

Toft ser gode muligheder

Derfor ser målvogter Sandra Toft også gode muligheder for at kunne hente en sejr, som danskerne lykkedes med ved VM i Japan sidste år.

– Jeg synes, deres hæmsko er, at det kollektive spil ikke er deres force. Det er deres individualister, som er deres force, vurderer hun.

– Hvis vi får stoppet dem, som vi havde succes med i Japan, så kan det godt blive lidt febrilsk for dem, så de begynder at tage en masse chancer, som de ikke burde tage, og lave nogle fejl.

Rutinerede Anne Mette Hansen melder sig i hvert fald klar til at tage slagsmålene med de atletiske franske kvinder.

– Der skal rigtig meget fysik til. Vi skal være super skarpe i forsvaret, for de har rigtig mange dygtige spillere mand mod mand. Det skal vi være klar på at løse. Ellers bliver det en svær kamp, siger hun.

Skal vinde duellerne

Frankrig så overbevisende ud i søndagens kamp mod Slovenien, og det var især et aggressivt og hårdt fransk forsvar, som hurtigt tog modet fra slovenerne, der havde store scoringsproblemer.

Her skal de danske bagspillere vise, at de er gode i duelspillet offensivt.

– De står langt fremme på banen i deres defensiv. Så hvis vi ikke kan vinde vores dueller mand mod mand, som ligger ude på 9-11 meter fra mål, så kan vi virkelig komme til at sidde i saksen, og så får vi svært ved at score.

– Kan vi vinde de dueller til gengæld, så er der også relativt langt mellem deres forsvarsspillere, siger Jesper Jensen.

Kampen spilles tirsdag klokken 20.30, og der er vigtige point på spil. Vinderen får fire point med til mellemrunden, mens taberen må nøjes med to point.

Fakta

Sejr over Frankrig vil give meget farbar EM-vej

Med Ruslands sejr over Sverige mandag aften i gruppe B ved EM i kvindehåndbold åbnede der sig en meget fordelagtig vej til semifinalen for vinderen af tirsdagens opgør mellem Danmark og Frankrig.

Omvendt skal taberen af opgøret formentlig gøre rent bord i mellemrunden, hvis drømmen om en semifinale skal holdes i live.

Dette ved vi om Danmarks kommende mellemrunde lige nu:

* Fra gruppe B kommer Rusland over med de maksimale fire point, mens både Sverige og Spanien kun får et enkelt point med over hver.

* Vinderen af Danmark og Frankrig vil komme over i puljen med fire point, mens taberen får to point med over. Spiller holdene uafgjort, får begge tre point med over. Vinderen af Slovenien-Montenegro kommer over med nul point.

* Alle holdene spiller tre kampe i mellemrunden mod de respektive hold, som kommer over fra modsatte indledende gruppe. Det vil sige, at de tre hold fra Danmarks gruppe skal møde Rusland, Sverige og Spanien.

* De to bedste hold efter tre kampe i mellemrunden går til semifinalerne, hvor de møder de to bedste hold fra mellemrunden, som er sat sammen af holdene fra indledende gruppe C og D.

* Nummer tre i de respektive mellemrundegrupper mødes i en kamp om femtepladsen.

* En plads i semifinalen vil samtidig sikre en plads ved VM i 2021.

Kilde: women2020.ehf-euro.com.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu