ANNONCE

Smittet dansk læge død efter tre uger på intensiv

15. april 2020 12:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En dansk praktiserende læge er død, smittet med coronavirus - han var indlagt i tre uger på intensiv.

Smittet dansk læge død efter tre uger på intensiv
En dansk praktiserende læge er død efter tre uger på intensiv - syg med covid-19. Foto: Scanpix

En praktiserende læge er tirsdag død, 63 år gammel, efter fire ugers sygdom og tre ugers intensiv behandling som følge af COVID-19. Det oplyser Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en pressemeddelelse onsdag.

Den afdøde læge efterlader sig en hustru, en mor, en bror, to voksne børn og et nyfødt barnebarn på to måneder. Der er tale om en praktiserende læge, der drev en lægepraksis i Hvidovre uden for København gennem 23 år, fra 1997 og frem til sin død. Oprindelig som en solopraksis, men i de senere år som en samarbejdspraksis, skriver PLO.

– Jeg føler en dyb sorg over, at en kollega har mistet livet. Som læge har jeg selvfølgelig hele tiden vidst, at vi har at gøre med en modbydelig sygdom, men det kommer pludselig meget tæt på, og det sætter tanker i gang. Jeg er dybt berørt, og jeg sender de varmeste tanker til familie og efterladte, siger formanden for PLO Christian Freitag.

Familien beder om, at privatlivet respekteres.

Smitten spredes mindre

Smitten med coronavirus er generelt faldet markant de seneste uger, hvor dele af samfundet har været lukket ned, og befolkningen er blevet bedt om at holde afstand til hinanden. Onsdag blev antallet af smittede opgjort til 6681 er bekræftet smittet i alt. Det er en stigning på 170 personer i forhold til dagen før.

Fagfolk bruger termen smittetryk – eller reproduktionstallet – der siger, hvor mange personer en smittet personer selv smitter. Tirsdag fortalte Kåre Mølbak, der er faglig direktør hos Statens Serum Institut, at smittetrykket er faldet til 0,6. Det vil det sige, at en smittet person i gennemsnit smitter 0,6 andre.

12. marts – altså lige omkring den delvise nedlukning af samfundet – var smittetrykket 2,4.

24. marts var det faldet til 1,4, og da statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge offentliggjorde de konkrete tiltag for at genåbne dele af samfundet, var smittetrykket på 0,9.

Når smittetrykket er under 1,0, vil epidemien over tid blive mindre og mindre. Men regeringen gjorde det før påske klart, at man vil lukke samfundet op – også selv om det vil give et smittetryk over 1,0.

Smittetryk bestemmer

Det er på baggrund af smittetallene, at regeringen onsdag har åbnet daginstitutioner, folkeskolens mindste klasser, dele af ungdomsuddannelserne og givet grønt lys til, at flere privatansatte kan komme tilbage på arbejdspladsen.

Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut sagde tirsdag, at det ud fra smittetallene er forsvarligt med en lille yderligere genåbning, da det kun fører til en mindre stigning i smittetrykket.

– Smittetrykket vil stige fra 0,6 til 0,8 med en lille yderligere åbning. Det vil sige, at vi ikke ser en epidemisk udvikling, men stadig ligger lunt på kurven. Det hele står og falder dog med, at man stadig holder afstand. Ellers ser vi en risiko for en “anden bølge”, som man ser i andre lande, sagde Kåre Mølbak.

Han uddybede ikke, hvad en “lille yderligere åbning” kunne dække over.

Folketingets partier er i øjeblikket ved at forhandle om, hvilke dele af samfundet der også kan få lov at åbne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu