ANNONCE

Dansk maleri solgt for rekordbeløb

26. november 2019 17:30 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Hammershøi-maleri bliver solgt for 31,5 millioner kroner. Det er det dyreste maleri solgt på en dansk auktion.

Vilhelm Hammershøis maleri “Interiør fra Strandgade 30” fra 1900 bliver på en auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen solgt for 31,5 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under videoen.

Maleriet var vurderet til 20-30 millioner kroner.

Det er det dyreste maleri, der nogensinde er solgt på en auktion i Danmark. Den hidtidige rekord havde Edvard Munchs “La Promenade des Anglais”, som i 2006 blev solgt for 6,9 millioner kroner.

Det er imidlertid ikke det dyreste danske maleri, der nogensinde er blevet solgt.

Den rekord har et andet Hammershøi-maleri stadig.

I december 2017 blev hans maleri “Interiør med kvinde med klaver, Strandgade 30” fra 1901 solgt for 39,5 millioner kroner på en auktion hos det amerikansk-britiske auktionshus Sotheby’s i New York.

Nordisk melankoli

Men hvad er det ved Hammershøi, der griber mennesker i ind- og udland?

– Det er en blanding af nordisk melankoli og poesi, en farveskala og et lys. Han er ligesom hævet over det regionale og nationale og appellerer også til mennesker i Europa, USA og Japan, siger Julie Voss.

Vurderingen indikerer, at køberen bliver udenlandsk.

– Det har vi nok en forventning om. Også fordi Hammershøi er repræsenteret på danske museer med gode værker fra Strandgade 30. Både Statens Museum for Kunst, Ordrupgaard og Davids Samling har malerier fra denne stue, som er noget af det ypperste af Hammershøi, siger Julie Voss.

Markant

Ifølge kunsthistoriker Bente Scavenius har Hammershøi haft markant betydning i dansk kunst.

– Han repræsenterer “det moderne gennembrud” – den generation af malere, der får deres gennembrud i 1880’erne – og som er utrolig væsentlig for kunsthistorien igennem det 20. århundrede.

Er det ikke trist, at dansk kulturarv forsvinder til udlandet?

– Det er fantastisk, at dansk kunst nu placeres på førende kunstmuseer, globalt set. Det har jeg ikke noget imod. Men jeg er selvfølgelig ked af, hvis det købes af en japaner, som lukker det ind i en bankboks, siger Bente Scavenius.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu