Dansk kajakroer forsvundet sporløst på åbent hav: Hans kajak er fundet

18. januar 2018 11:40 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet og Beredskabsstyrelsen er torsdag i fuld gang med at lede efter en 38-årig mand, der forsvandt onsdag i Augustenborg Fjord.

Klokken tre natten mellem onsdag og torsdag måtte Syd- og Sønderjyllands Politi indstille den omfattende eftersøgning, iværksat i samarbejde med Forsvaret og Marinehjemmeværnet, efter en 38-årig mand, der i havkajak roede ud på Augustenborg Fjord klokken 14 med jagt for øje.

Eftersøgningsarbejdet er dog blevet genoptaget torsdag, som himlen blev lyst op. Det fortæller Ole Aamann, vagtchef ved politikredsen, til Newsbreak.dk. Håbet er naturligvis, at manden, der er en lokal dansker, bliver fundet i live.

Han blev meldt savnet onsdag. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger er mandens kajak blevet fundet torsdag.

– Han vendte ikke retur, som det ellers var aftalt, og så blev han efterlyst, fortæller Aamann.

Stor eftersøgning

Eftermiddag, aften og nat onsdag gik med at søge i stor stil efter den savnede mand. Forsvaret sendte onsdag en helikopter og to både til området for at hjælpe, mens Marinehjemmeværnet ifølge TVSyd havde 21 frivillige fordelt på to skibe fra lokalområdet med i aktionen.

Alt dette i tilgift til politiets egne hundepatruljer.

Torsdag fortæller Ole Aamann, at hjælp er tilkaldt fra Beredskabsstyrelsen, der skal foretage eftersøgning af kystnære arealer som sivområder og lignende, mens politiets hundepatruljer leder på land. 14 mand, fire køretøjer, en kran og en båd er, hvad styrelsen har stillet til rådighed.

– Vi er i fuld gang, siger vagtchefen.

Bøn til folk: -Bliv væk

Normalt, når folk forsvinder og meldes savnet i Danmark, står en stor række danskere klar til at hjælpe med eftersøgninger og assistance til politiet. Det er også ofte en stor hjælp – som for eksempel i sagen om forsvundne Preben Enhard i Nordjylland – men denne gang vurderer Ole Aamann, at frivillige ikke vil være en decideret hjælp.

– Der hvor vi har en idé om, det giver mening at lede, dækker vi selv ind i denne sag. Faktisk vil det potentielt gøre mere skade end gavn, hvis folk render og forstyrrer vores hundes fært, siger han.

Forsvundne sejlede onsdag eftermiddag klokken 14.00 ud fra Als ved Sebbelev i en havkajak, og han skulle være vendt tilbage klokken 17. Mandens bil er siden fundet på den vej, der hedder Sebbelev Skov. Han var iført jagttøj, hvilket har besværliggjort eftersøgningen.

Augustenborg Fjord er forbundet med Østersøen gennem det Sydfynske Øhav.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu