ANNONCE

Danske musikere i chok og sorg

28. marts 2021 07:19 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Jacob Andersen, der var med i Danseorkestret og Sneakers og var en af de mest spillede musikere, er død

– Om et par dage. Jeg skal lige komme mig, siger Klaus Menzer til Newsbreak.dk.

Trommeslageren, der sammen med Jacob Andersen var med til at starte Sneakers, er – som en stor del af den danske musikscene – rystet over nyheden om percussionist Jacob Andersens død.

Så rystet, han ikke sent lørdag aften har overskud til at fortælle om sin gamle ven og musikalske makker, der lørdag morgen pludselig døde i en alder af 60 år.

Det er Andersens datter, der bekræfter dødsfaldet over for Ekstra Bladet.

Det er kun få dage siden, hvor han sammen med Thomas Helmig spillede en livestreamet koncert for sygehusvæsenet.

Jacob Andersen var en del af nogle af dansk musiks største succeser. Han spillede trommer i Danseorkestret og var percussionist i Sneakers i 1980’erne.

Lørdag aften skriver forsanger i Danseorkestret Jørgen Klubien på Facebook, at “det er svært at forstå”.

– Min ungdoms makker er gået bort alt for tidligt, skriver Klubien.

Med på mere end 1000 udgivelser

Ifølge musiksiden discogs.com har Jacob Andersen været med på mere end 1000 musikudgivelser igennem sin karriere.

Han har produceret, skrevet og spillet for Lars H. U. G, Dodo & The Dodos, Shu-bi-dua, Michael Falch og Sanne Salomonsen og mange andre.

I 2019 blev han kåret som den mest spillede danske musiker i radio og tv.

– Det er fordi, vi kan komme ind alle steder og spille alt mulig forskellig musik, som solister jo ikke kan. Og så laver vi noget, der er brug for. Vores opgave er at få musikken til at lyde bedre – uanset om det er pop, rock eller dansktop. Og nå ja, så har vi gjort det i efterhånden 40-50 år, sagde han dengang til Gramex.

Nummer to på listen var Rune Harder Olesen, der også er percussionist.

– Det er frygtelig trist og helt uforståeligt. Jeg er stadig i chok. Jeg holdt meget af Jacob – han var en fantastisk musiker, siger Rune Harder Olesen til Newsbreak.dk.

Mange vil også kende Jacob Andersen fra musikgruppen The Antonelli Ochestra, der er husorkester i danseprogrammet “Vild med Dans”. Også i musikprogrammet “Toppen af Poppen” spillede Jacob Andersen med i bandet, ligesom han også i 20 år har været en fast del af Thomas Helmigs backing-band.

Se Jacob fortælle om sine instrumenter HER.

170 koncerter på årsbasis

I 2019 fortalte han til Midtjyllands Avis, at han stadig spillede omkring 170 koncerter om året.

– Jeg har altid elsket at have travlt. Det er sådan, jeg trives bedst, og det er nok også grunden til, at jeg har nået så meget i min karriere.

– Nogle gange kunne jeg sagtens nå tre studieindspilninger i løbet af dagen og to koncerter om aftenen, sagde Jacob Andersen til avisen.

Han var kun 16 år, da han trådte ind på den danske musikscene. Egentlig ville han helst spille trommer, men da hans bror ville det samme, begyndte han i stedet at bruge sine hænder til at slå på instrumenter med, fortalte han til avisen.

Han gik i skole med en række personer, som siden skulle vise sig at blive til succesfulde musikere.

– Tre af os dannede Sneakers i slut 1970’erne, og pludselig tog det overhånd. Dengang tænkte jeg, at jeg ville give det et par år og se, hvordan det ville gå, og så gik det så heldigvis utrolig godt, sagde han.

Fra Sneakers til Danseorkestret

Da Sneakers blev opløst i midten af 80’erne var han allerede i gang med sit næste store projekt, som blev Danseorkestret. Her var han med til at skabe hits som “Regndans” og “Kom tilbage nu”.

“Regndans” bliver i øvrigt i en omskrevet version – Vild med regndans – brugt som kendingsmelodi i ‘Vild med dans’.

På de sociale medier hyldes Andersen af kolleger og fans.

Vennen og kollegaen fra blandt andet Danseorkestret Aske Jacoby tager lørdag aften afsked med Jacob Andersen på sin Facebook-profil.

– Tak for alt, kære, kære Jacob. Jeg savner dig allerede. God rejse.

På Danseorkestrets Facebook-side står blandt andet:

“Jacob er gået i forvejen alt alt for tidligt… ufatteligt”.

Morten Kærså, Sneakers:

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu