ANNONCE

Dansk musiker dømt for overfald

14. april 2021 19:19 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den 25-årige rapper Jamaika er idømt forvaring

Dansk musiker dømt for overfald
Den 25-årige rapper Jamaika med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali er onsdag ved Retten i Esbjerg blevet idømt forvaring for to grove overfald og vidnetrusler.(Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix)

Den 25-årige rapper Jamaika med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali er onsdag ved Retten i Esbjerg blevet idømt forvaring for to grove overfald og vidnetrusler.

Det skriver JydskeVestkysten og Ekstra Bladet.

I en pressemeddelelse skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at musikeren er dømt for særlig rå og brutal vold i gentagelsestilfælde.

Retten fandt ham skyldig i at have angrebet en jævnaldrende mand med kniv i en opgang i Ti-Kanten i Esbjerg. Ved overfaldet i oktober 2019 slog og sparkede han også offeret.

Da den nu 25-årige mand meldte overfaldet til politiet, blev han opsøgt og truet af Jamaika.

Nogle måneder tidligere sparkede og trampede musikeren en nu 31-årig mand i hovedet på en parkeringsplads i Vejle. Volden betød, at offeret brækkede sin højre kæbehule.

Rapperen er tidligere idømt sammenlagt mere end tre og et halvt års fængsel siden han var 17 år gammel.

– Der er tale om en mand, der ikke stopper trods fængselsdomme, sagde anklager Mads-Emil Wieth ifølge Jydske Vestkysten i sin procedure.

Nægter sig skyldig

Jamaika har under sagen nægtet sig skyldig og fortalt, at han har ændret sig, siden den gang han begik kriminalitet.

– Jeg var umoden og rodløs og havde for meget energi – og vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg manglede noget personlig udvikling. I dag er jeg meget anderledes, jeg er noget ældre, ser andre aspekter af livet – og er mere voksen, sagde han ifølge JydskeVestkysten i retten.

Forvaring er en særlig sanktion, som bruges, når en person har begået personfarlig kriminalitet og skønnes at være så farlig for sine omgivelser, at almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig.

Jamaikas forsvarer, Michael Juul Eriksen, mente, at en forvaringsstraf var at skyde langt over målet.

– Man kan ikke idømme strengere straf i Danmark end forvaring. Vi snakker altså om personer, der i gennemsnittet sidder 15 år i fængsel, når de er dømt forvaring, sagde Michael Juul Eriksen ifølge Ekstra Bladet i retten.

Jamaika valgte på stedet at anke dommen til Vestre Landsret.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu