ANNONCE

Dansk overlæge: Respirator-patienterne er unge

30. marts 2020 09:59 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Ledende overlæge Lars Østergaard har en advarsel til de unge.

En ledende overlæge fra Aarhus Universitetshospital kommer med en opfordring til danskerne om igen at tage hensyn.

Denne gang handler det dog ikke udelukkende om ældre og svækkede, for dem der på nuværende er indlagt og har brug for respirator på intensivafdelingen er i det store hele yngre eller midaldrende personer.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det fremgår af en video på Aarhus Universitetshospitals facebookside.

Indlagt på intensivafdelingen

I løbet af udbruddet af coronavirus er der særligt blevet sat fokus på, at alle bør tage ansvar for ikke at sprede smitten af hensyn til de ældre og svækkede i samfundet, der særligt er i risiko for at få alvorlige gener i forbindelse med sygdommen.

Dog vil ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard også huske danskerne på, at yngre personer sagtens kan opleve alvorlig sygdom, når de er smittet med coronavirus.

– Det man sædvanligvis hører, er, at coronavirus rammer ældre og svækkede personer, og det er sådan set også rigtigt nok, men de patienter, vi har indlagt nu i respirator på intensivafdelingen, det er fortrinsvis raske yngre eller midaldrende personer i alderen fra 25 til 70 år, konstaterer professor og ledende overlæge Lars Østergaard på Aarhus Universitetshospital i videoen.

Overlægen fortæller i videoen, at man på baggrund af de tal, bør tage hensyn til alle i samfundet, og det gør man ved at holde afstand, vaske og spritte hænder.

113 patienter i respirator

I skrivende stund er der efter tal opgjort den 30. marts 2020 2555 smittede personer i Danmark ifølge Statens Serum Institut på coronasmitte.dk. Det er i tallene ikke opgjort, hvad aldersfordelingen er på de smittede.

Af de smittede er der 113, der behandles med respirator. 19 af dem er i Region Midtjylland, som Aarhus Universitetshospital er en del af.

Ind til videre er 72 personer, der er testet positiv for coronavirus, døde. Det er dog ikke entydigt, at de er døde af netop coronavirus.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu