Dansk par køber baby i Polen for 5500 kroner

29. november 2017 20:44 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Et dansk ægtepar har købt en nyfødt dreng i Polen.

Del:

Et dansk ægtepar har købt et barn i polen. Pris: 750 Euro eller cirka 5500 kroner.

Den 37-årige mand og hans 36-årige hustru, der tidligere har været bosat i Tønder Kommune, hentede uden myndighedernes kendskab et nyfødt barn i Polen. Det skete tilbage i april 2014. Parret fik overdraget barnet på en cafe to dage efter fødslen.

I retten blev parret onsdag frifundet for at have overtrådt adoptionsloven, men dømt for at have givet urigtige oplysninger til offentlig myndighed.

Begge blev idømt 20 dages betinget fængsel med vilkår om 40 timers samfundstjeneste.

En dom som de, stående hånd i hånd, modtog med lettelse – og tårer i øjnene.

Baby forsvundet

Den ganske usædvanlige sag kom frem, da de polske myndigheder i december 2014 rettede henvendelse til dansk politi.

I Polen blev der efterlyst en forsvundet baby. Kvinden, der havde født den lille dreng, havde peget på parret fra Tønder.

Anklagen lød på ulovlig menneskehandel.

I retten onsdag kom det frem, at parret, der havde mødt hinanden i 2006, næsten fra dag et havde talt om at få et barn for, som kvinden kaldte det, at blive “en rigtig familie”. Det lykkedes dog ikke at blive gravid af naturlige veje, skriver jv.dk.

Annoncerede på nettet

Kvinden annoncerede på internettet efter en mor, der ikke kunne tage vare på sit nyfødte barn.

En polsk kvinde svarede på annoncen. Hun var gravid og ventede barn. Kvinden krævede først 100.000 kroner for barnet.

Det ville det danske par ikke gå med til. De aftalte i stedet et beløb på 750 euro.

Da barnet var kommet til verden, tog manden og kvinden fra Danmark til Polen for at hente ham hjem.

Manden har familie i Holland, og parret hævdede efterfølgende, at barnet var blevet født af kvinden under et ophold i Holland.

– Barnet skulle helst være nyfødt, så vi kunne få det helt fra begyndelsen, sagde kvinden.

Uden om myndighederne

Senioranklager Rikke Brændgaard Nielsen betegnede parrets fremgangsmåde som “en adoption uden om myndighederne”.

– Børn bør ikke kunne gøres til handelsobjekter. Børn må ikke kunne købes eller sælges, sagde hun.

Alligevel lykkedes det ikke anklageren at få parret dømt for overtrædelse af adoptionsloven. Her er der tilsyneladende ikke taget højde for parret private aktion.

Forening er rystet

Sagen både ryster og chokerer foreningen Adoption og Samfund, som varetager adoptivforældre og adopteredes interesser.

– Vi tager afstand fra det, som parret har gjort. Hvis man ønsker at adoptere, skal man selvfølgelig gå systemets vej og godkendes af de danske myndigheder, siger 2. næstformand i foreningen Adoption og Samfund Ina Dygaard.

– Der er ingen tvivl om, at det er chokerende, det de har gjort, siger hun.

Barnet er i dag tre år gammelt og lever fortsat hos det danske par, der siden er flyttet til Nordjylland. Barnet trives godt, fremgår det i retten.

– Der er mange måder at være gode forældre på, så jeg tør næsten ikke sige noget konkret om, hvorvidt det er rigtigt, at drengen kan blive ved parret, siger Ina Dygaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu