Dansk soldat dræbt under øvelse

19. september 2017 07:19 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En marineoverkonstabel har mandag mistet livet ved en ulykke om bord på Søværnets skib Absalon.

Dansk soldat dræbt under øvelse
Det var her på flådeskibet Absalon, den tragiske ulykke skete. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016)

En marineoverkonstabel om bord på støtteskibet Absalon har mandag eftermiddag mistet livet ved en ulykke. Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando i en pressemeddelelse.

Marineoverkonstablen fik hovedet i klemme i en luge og pådrog sig derved svære skader i hovedet.

Skibslæge ydede førstehjælp

Absalons skibslæge ydede førstehjælp, og en redningshelikopter blev tilkaldt, men marineoverkonstablens liv stod ikke til at redde.

Ved helikopterens ankomst blev marineoverkonstablen erklæret død af en læge.

– Der er tale om en tragisk ulykke, og mine tanker går til de efterladte, som i dag har fået den værste besked af alle, og til besætningen og andre kolleger, som har mistet en kollega og kammerat, siger kontreadmiral Torben Mikkelsen, der er chef for Marinestaben, i pressemeddelelsen.

Der er intet yderligere om alder og køn på marineoverkonstablen.

Deltog i øvelse

Absalon befandt sig på tidspunktet for ulykken nordøst for Bornholm, hvor skib og besætning deltog i øvelsen Northern Coast.

Absalon, der er Danmarks største flådeskib, har blandt andet været i Libyen for at  hjælpe til med at fjerne kemiske våbenlagre.

Værnsfælles Forsvarskommando oplyser, at de pårørende er underrettet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu