ANNONCE

Dansk succes-instruktør får kæmpeopgave

22. januar 2021 08:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Skal lave stor drama-serie om amerikanske præsidentfruer

Dansk succes-instruktør får kæmpeopgave
Susanne Bier får både Michelle Pfeiffer og Viola Davis på rollelisten i sin nye dramaserie om amerikanske præsidentfruer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.

Den danske filminstruktør Susanne Bier skal instruere en dramaserie om amerikanske præsidentfruer.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Dramaserien har fået titlen “The First Lady” og vil kredse om livet for en række præsidentfruer.

Det er allerede offentliggjort, at den amerikanske skuespiller Viola Davis skal spille Michelle Obama, som var førstedame fra 2009 til 2017.

Det er også kommet frem, at skuespilleren Michelle Pfeiffer skal spille Betty Ford, der var førstedame i 1974-1977, hvor Gerald Ford var præsident i USA.

Den første sæson af serien vil også omhandle Eleanor Roosevelt, der var førstedame i 1933-1945. Men der er endnu ikke sat navn på, hvem der skal spille Franklin Roosevelts kone.

Hugh Grant og Nicole Kidman

Susanne Bier har senest været instruktør på den stjernespækkede HBO-dramaserie “The Undoing”, hvor skuespillerne Hugh Grant og Nicole Kidman var i hovedrollerne.

Artiklen fortsætter under videoen

Serien havde et andet dansk islæt i form af skuespilleren Sofie Gråbøl, der har en birolle i serien.

Det er selskabet Showtime, der står bag den kommende serie. Der er endnu ikke offentliggjort en premieredato.

Fakta

Blå bog: Susanne Bier

Her kan du læse mere om den danske instruktør Susanne Bier

* Født den 15. april 1960

* Vokset op i København

* Danner par med Jesper Winge Leisner og er mor til to børn.

* Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1987.

* Lavede i 1991 sin første spillefilm, “Freud flytter hjemmefra”.

* Fik for alvor sit gennembrud med komedien “Den Eneste Ene” i 1999.

* Var i 2007 nomineret til en Oscar for “Efter Brylluppet”, men Bier vandt ikke.

* Blev tildelt ordenen Ridder af Dannebrog i 2010.

* Vandt i 2011 en Golden Globe og en Oscar-statuette for bedste udenlandske film med “Hævnen”.

* Vinder i 2016 en Emmy for bedste instruktør med miniserien “Natportieren”.

Kilde: Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu