Tag dine tv-kanaler med på sommerferie

16. juli 2018 05:55 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk

Nye EU-regler betyder, at stort set alle danske tv-udbydere fra i år har gjort det muligt for dig at se dansk tv på ferien i Europa.

Tag dine tv-kanaler med på sommerferie
Denne sommer kan du på grund af nye EU-regler nyde ferien med en dansk tv-kanal eller streamingtjeneste på tabletten eller computeren. Foto: Colourbox/Free

Har du planer om at bruge din sommerferie på at dase foran poolen, kan du i år kombinere afslapningen med din yndlingsserie på computeren, tabletten eller telefonen. Og ja, også danske tv-serier. Det er nemlig muligt at se dansk tv i udlandet, så længe du er indenfor EUs grænser.

Nye EU-regler, der forbyder geoblokering af dansk indhold fra eksempelvis tv, træder nemlig i kraft ved udgangen af 2018.

Men allerede nu har langt de fleste tv-udbydere implementeret de nye regler, viser en rundringning, som prissammenligningssiden Samlino.dk har foretaget. Det betyder, at du kan se dansk tv i udlandet den her sommerferie.

Dansk tv i udlandet

Det betyder, at du kan følge med i dine yndlingsprogrammer på ferien, hvad end du har Boxer, Canal Digital, Stofa, Waoo eller YouSee derhjemme – så længe ferien bare er i et EU-land.

Det er ikke kun danske tv-kanaler, det nu bliver muligt at tage med på ferie. Fra 1. april 2018 har EU nemlig åbnet for, at du også kan bruge dine streamingtjenester i EU.

– EU er meget interesserede i, at fri bevægelighed også betyder, at du kan bruge dine streamingtjenester, selv om du rejser rundt, siger Lars Arent, der er leder hos Forbruger Europa i Danmark.

Det betyder, at du fremover kan bruge alle de gængse streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic og Viaplay uden problemer.

– Det er jo regler, som vi alle får stor glæde af hen over sommerferien og fremover, siger Lars Arent.

Her får du et overblik over, hvilke tv-udbydere du uden problemer vil kunne tage med på ferie i Europa denne sommer.

Priser og kanaler tager udgangspunkt i udbyderens billigste abonnement.

YouSee

Det billigste abonnement koster 289 kroner. Her får du 12 tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

DR1, DR2, DR3, DR K, DR Ramasjang, DR Ultra, TV2, TV2 Øst, Lorry, Kanal 5, TV3 Plus, DK4.

YouSees tv- og filmapp er kun tilgængelig, hvis du har YouSee i hjemmet, og de danske kanaler kan variere, alt efter hvilken pakke du har.

Boxer Play

Det billigste abonnement koster 80 kroner for de seks DR-kanaler og så skal man ydereligere betale per kanal.

Her kan du få 16 tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

TV2, TV2 News, TV2 Zulu, TV2 Charlie, TV2 Fri, TV2 Sport, Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, TV3, TV3 Plus, TV3 Puls, TV3 Sport, TV3 Max, DK4.

Boxer Play er kun tilgængeligt, hvis du har Boxer i hjemmet, og de danske kanaler kan variere, alt efter hvilken pakke du har.

Canal Digital Play

Det billigste abonnement koster 419 kroner. Her får du 16 tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

TV2, TV2 News, TV2 Zulu, TV2 Charlie, TV2 Fri, TV2 Sport, Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, TV3, TV3 Plus, TV3 Puls, TV3 Sport, TV3 Max, DK4.

Med i abonnementet får du også film og serier.

Canal Digital Play er kun tilgængeligt, hvis du har Canal Digital i hjemmet, og de danske kanaler kan variere, alt efter hvilken pakke du har.

Stofa Web TV

Det billigste abonnement koster 239 kroner. Her får du 12 tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

DR1, DR2, DR3, DR K, DR Ramasjang, DR Ultra, TV2, TV2 Charlie, Kanal 5, TV3, TV3 Puls, DK4.

Stofa Web TV er kun tilgængeligt, hvis du har Stofa i hjemmet. Prisen er for deres lille pakke.

Waoo Web TV

Det billigste abonnement koster 249 kroner. Her får du 11 tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

DR1, DR2, DR3, DR Ramasjang, DR K, DR Ultra, TV2, TV3, TV3 Puls, Kanal 5, DK4.

Waoo Web TV er kun tilgængeligt, hvis du har Waoo i hjemmet. Prisen er for Waoos lille Viasat-pakke.

TV2 Play

Det billigste abonnement koster 129 kroner. Her får du seks tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

TV2, TV2 News, TV2 Zulu, TV2 Charlie, TV2 Fri, TV2 Sport.

Ved abonnementet med reklamer falder prisen til 99 kroner. Vær opmærksom på, at appen skal være downloadet hjemmefra.

DR TV

Beregnet ud fra medielicensen koster DR TV 210,58 kroner. Her får du seks tilgængelige danske kanaler, når du rejser på ferie i EU:

DR1, DR2, DR3, DR K, DR Ramasjang, DR Ultra.

Det er dog kun DR’s egenproducerede indhold, der kan vises i EU, og ikke programmer produceret af andre.

Kilde: Samlino.dk. Data er indhentet den 26. april 2018.

Fakta

Hvad er geoblokering?

Geoblokering er en form for forskelsbehandling. Det forhindrer kunder i at få adgang til eller købe varer eller tjenesteydelser fra et websted, der har base i et andet EU-land.

27. februar 2018 vedtog Det Europæiske Råd en forordning om geoblokering, der forbyder ubegrundet geoblokering på det indre marked i EU.

Forordningen betyder at kunder kan få adgang til de samme varer og ydelser på nettet uanset kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted.

Kilde: Det Europæiske Råd

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu