ANNONCE

I dag er der dansk generalprøve

26. februar 2021 06:40 | Af: Ritzau Fokus

Sundhedsstyrelsen har et mål om 400.000 coronavaccinationer om dagen. Fredag skal kapaciteten i landet testes

I dag er der dansk generalprøve
Sundhedsstyrelsen har et mål om at vaccinere 400.000 borgere om dagen på et tidspunkt. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Hvis alt går som forventet, bliver fredag den dag, hvor Danmark indtil videre har vaccineret klart flest borgere mod covid-19.

Det er nemlig dagen, hvor regionerne vil massevaccinere, for at teste om landets vaccinekapacitet er i stand til at følge med, når der skrues op for antallet af vaccinationer.

Sundhedsstyrelsen har et erklæret mål om at kunne vaccinere 400.000 borgere om dagen, når større mængder vaccinedoser er til rådighed. Det vil muligvis ske i løbet af de kommende måneder.

5000 vacciner samme sted

Ifølge TV2 vil 34.680 borgere blive vaccineret fredag, hvis kapaciteten under det, der kan betegnes som en generalprøve, kan følge med.

I Region Hovedstaden vil alle blive vaccineret i Øksnehallen. Her vil 5000 borgere få et vaccinestik mod covid-19.

Andre regioner spreder vaccinationen mere ud. I Region Syddanmark tager man eksempelvis syv vaccinationscentre i brug. Her skal 9000 stikkes.

Trine Holgersen, der er direktør i det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland, siger til sn.dk, at regionen skal vaccinere i alt 5480 personer.

– Det er som en beredskabsøvelse, hvor vi får afprøvet, om alt fungerer, til når vi på et tidspunkt skal kunne vaccinere 14.000 om dagen i Region Sjælland. Så vi vil holde øje med hele processen, fra folk ankommer på parkeringspladsen, bliver registreret, vaccineret og går igen, siger hun.

Turbo

Mandag skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på sin Facebook-profil, at landet inden for de næste måneder “kommer til at modtage virkelig mange vacciner, og så bliver der for alvor sat turbo på”.

– Vi har allerede vist i Danmark, at vi er blandt de absolut førende til at bruge vaccinerne, straks vi har modtaget dem. På fredag gennemfører regionerne derfor også et “storskala”-forsøg, hvor der vaccineres så mange som muligt på én dag, skrev Mette Frederiksen.

Fredag bliver over 2000 sundhedsmedarbejdere også vaccineret ifølge TV2.

Indtil videre har 180.439 personer fået begge stik med vaccinen og er dermed færdigvaccinerede.

I alt har 362.158 personer modtaget mindst et stik af vaccinen, hvilket svarer til 6,2 procent af befolkningen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu