ANNONCE

Danske Bank-direktør stopper: Mistænkt i sag

19. april 2021 07:39 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Chris Vogelzang stopper som administrerende direktør i Danske Bank. Det sker, som følge af at han er mistænkt i en sag om mulige lovovertrædelser i Holland

Danske Bank-direktør stopper: Mistænkt i sag
Chris Vogelzang er mistænkt i sit hjemland, Holland. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Den administrerende direktør i Danske Bank, Chris Vogelzang, er mistænkt for potentielle lovovertrædelser i Holland.

Sagen betyder, at han øjeblikkeligt forlader Danske Bank. Det oplyser banken, der er Danmarks største, i en fondsbørsmeddelelse.

Ifølge Danske Bank er Chris Vogelzang udpeget som en af flere mistænkte i forbindelse med de hollandske myndigheders undersøgelse af potentielle overtrædelser af hollandsk lovgivning vedrørende forebyggelse af hvidvask i banken ABN AMRO.

Fakta

BLÅ BOG: Chris Vogelzang

Navn: Chris Vogelzang

Alder: 58 år

Nationalitet: Hollænder

Uddannelse:

* Kandidat i økonomi ved University of Groningen i Holland, 1988.

Karriere:

* 2019-2021: Administrerende direktør i Danske Bank

* 2017-2019: Rådgiver for Boston Consulting Group og Blackstone, samt bestyrelsesposter i Holland og Storbritannien.

* 2000-2017: Ansat i banken ABN AMRO, Holland.

* 1988-2000: Shell (Rotterdam, London, Uganda).

Kilder: Danske Bank

Chris Vogelzang var en del af den øverste ledelse i ABN AMRO fra 2009-2017.

– Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning, siger Chris Vogelzang i meddelelsen.

– Jeg forlod ABN AMRO for mere end fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation.

Det eneste rigtige

Ifølge Chris Vogelzang er hans status som mistænkt ikke ensbetydende med, at han vil blive tiltalt.

Men i lyset af den særlige situation Danske Bank befinder sig i med henvisning til bankens hvidvasksag, og den intense granskning, der sker af banken, så ønsker han ikke, at spekulationer om hans person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling.

– Derfor mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg fratræder.

– Jeg er meget ked af at forlade Danske Bank, som er en fantastisk virksomhed med virkelig kompetente medarbejdere, og det har været en stor ære for mig at lede den, siger Chris Vogelzang.

Som afløser for Chris Vogelzang har bestyrelsen i Danske Bank udnævnt Carsten Egeriis til ny administrerende direktør.

Carsten Egeriis tiltræder fra en stilling som koncerndirektør og risikochef i Danske Bank.

Fakta

OVERBLIK: Mindst 140 milliarder kroner ført ud af Rusland

De foreløbige resultater af en stor efterforskning af hvidvaskning af penge fra Rusland er mandag blevet offentliggjort af flere medier, heriblandt danske Berlinske.

Det store system, der omtales som den “Det Globale Vaskeri”, omhandler milliarder og atter milliarder af dollar, der er ført ud af Rusland.

Resultaterne af efterforskningen, der udføres af blandt andre myndighederne i Letland og Moldova, implicerer dusinvis af banker – også Danske Bank og Nordea.

Her er et overblik over, hvad undersøgelsen viser:

* I alt er der ført mindst 20 milliarder dollar – svarende til 140 milliarder kroner – ud af hovedsageligt Rusland. Tallet kan være op til 80 milliarder dollar. Pengene stammer sandsynligvis fra kriminalitet.

* En gruppe på op mod 500 personer, heriblandt kendte russiske oligarker, bankfolk og personer med tilknytning til den russiske regering, er involveret.

* Dokumenterne, der er i hænderne på flere medier, viser omkring 70.000 pengetransaktioner. Små 2000 via britiske banker, små 400 gennem amerikanske og omkring 1700 via Danske Bank og Nordea.

* Pengene er i mange tilfælde overført fra britiske skuffeselskaber gennem banker i Østeuropa videre til eksempelvis danske banker og så til skattely i Seychellerne og Panama.

* Syv milliarder kroner skal være gået igennem danske banker, mens banker i London har stået for overførsler for mindst fem milliarder kroner.

* Banker, der er nævnt i undersøgelsen, tæller: Nordea, Danske Bank, HSBC, RBS, Coutts, Standard Chartered, UBS, Citibank, Barclays, ING og Bank of America.

* Informationerne kommer fra organisationen Organized Crime and Corruption Reporting Project og avisen Novaya Gazeta.

Kilder: Berlingske, The Guardian, Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu