ANNONCE

Danske Bank finder fejl i tusindvis af sager

22. oktober 2020 12:27 | Af: Ritzau Fokus

Kunder i Danske Bank har ikke fået aftalte rabatter eller god nok service i rådgivning om udbytteskat.

Danske Bank finder fejl i tusindvis af sager
Danske Bank vil rette op en række fejl, der er blevet registreret. (Arkivfoto) Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters

Danske Bank har fundet en række fejl i kundesager, som kan have resulteret i tab for bankens kunder.

Det oplyser banken.

Blandt andet har 3000 kunder – primært erhvervskunder – ikke modtaget aftalte rabatter på valutahandler.

Danske Bank nævner desuden, at 5500 danske kunder har fået en utilstrækkelig service i bankens rådgivning i forhold til udbytteskat. Det har betydet, at udbetaling af refusioner har været betydeligt forsinkede.

Samtidig har en gruppe kunder i Norden oplevet, at en aftalt strategi for deres investeringer ikke er blevet fulgt. Det kan have haft konsekvenser for afkastet.

Forkerte opgørelser

Derudover har 27.000 bankkunder i Norden og Luxembourg have fået en forkert opgørelse af tab og gevinster på aktiehandler i deres netbank eller mobilbank.

De har dog fået de rigtige beløb udbetalt, så de har ikke lidt et økonomisk tab. Men opgørelsen har været forkert på grund af fejl i et underliggende it-system.

Danske Bank har i forvejen været hvirvlet ind i en sag om forkert opkrævning i tusindvis af gældssager, der har betydet, at kunder over en årrække har betalt for mange penge.

Den sag har udløst fire påbud fra Finanstilsynet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu