ANNONCE

Dansker er død med coronavirus

14. marts 2020 17:28 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 81-årig mand er død efter smitte med coronavirus.

En 81-årig borger, der har været indlagt på Herlev og Gentofte Hospital er lørdag død.

Dødsfaldet er relateret til coronavirus, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Den 81-årige var svækket, og var indlagt for andre alvorlige sygdomme.

I forløbet udviklede personen tegn på mulig infektion med coronavirus.

“Dette blev efterfølgende verificeret og håndteret efter gældende forskrifter – herunder isolation og understøttende behandling,” skriver Region Hovedstaden.

Det personale, der har været i så tæt kontakt, at det har udgjort en potentiel smitterisiko, er midlertidig sendt hjem, og der vil være opfølgning efter gældende regler. To medpatienter har indtil videre ikke haft symptomer, der tyder på smitte, men forbliver indtil videre isoleret.

827 smittet

Lørdag formiddag er 827 personer konstateret smittet med virusset.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Antallet er en stigning fra 801 personer fredag eftermiddag.

Stigningen er lavere end de foregående dage. Det skyldes formentlig, at myndighederne har ændret strategi og er begyndt at teste færre end tidligere.

På sin hjemmeside skriver Sundhedsstyrelsen:

– Smitten er nu så udbredt i Danmark, at der ikke er grundlag for særskilte indsatser eller test alene på baggrund af forudgående rejsehistorie.

Endvidere fremgår det, at alle borgere bør følge Sundhedsstyrelsens generelle råd for at begrænse smitte.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu