ANNONCE

Dansker hvidvasker 27 millioner kroner

31. august 2020 21:26 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Fængsel - og en bøde på knap 14 millioner.

Dansker hvidvasker 27 millioner kroner
En 27-årig mand er idømt fængsel for hvidvask af mere end 27 millioner kroner. Foto: Colourbox.

En mand fra københavnsområdet er i dag ved Retten i Lyngby blev idømt tre et halvt års fængsel for at stille sin firmakonto og sit NemID til rådighed for andre, der derfor kunne hvidvaske mere end 27 millioner kroner.

Det oplyser Anklagemyndigheden.

En 27-årig mand fra Lyngby stillede gennem tre måneder sit NemID og sin firmakonto i sit vikarbureau til rådighed for personer og virksomheder og lod herefter mere end 27 millioner kroner flyde gennem vikarbureauet, og dermed blev pengene vasket hvide.

Manden blev mandag idømt tre et halvt års fængsel ved Retten i Lyngby.

Det oplyser senioranklager Nathalie Ghiorzi Elias fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har efterforsket og rejst sagen ved retten.

– Det er alvorligt, når man medvirker til hvidvask. Retten har sat en tyk streg under, at man selvfølgelig ikke bare kan stille sin konto og sit NemID til rådighed for andre, der bruger det til hvidvask af mange millioner kroner. Det koster en lang fængselsstraf, og det er en kraftig advarsel til andre, der måske betragter den form for bistand som mindre alvorlig, siger Nathalie Ghiorzi Elias.

Trækker tråde

Sagen trækker tråde til en række andre sager og selskaber, hvoraf der allerede er faldet dom i en sag. Her blev en 40-årig mand midt i august idømt halvandet års fængsel for hvidvask. Derudover er der rejst tiltale mod yderligere fire selskaber, og SØIK mener, at der i alt er tale om hvidvask for mere end 100 millioner kroner.

Den 27-årige mand blev mandag dømt for hvidvask af i alt 27.847.718 kroner. Selskabet, som blev brugt til hvidvask og som nu er under konkurs, blev idømt en bøde på 13.900.000 kroner.

Manden blev desuden frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset.

Han udtog sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu