Det kunne meget let have endt fatalt, men heldigvis slap en dansk studerende torsdag fra en ulykke med livet i behold.
Den 22-årige kvinde blev ifølge politiet pludselig svimmel og faldt omkuld ned på sporet, netop da et tog var på vej ind på perronen. Det skriver BT på baggrund af en artikel i New York Post.
Kvinden faldt heldigvis, så hun lå mellem skinnerne og perronen, da toget kom kørende.
Lokomotivføreren frygtede, at kvinden var blevet slået ihjel.
-Oh, my God! Oh, my God! Ramte jeg hende? råbte han, da toget var standset, og han løb ud for at se, hvad der var sket.
Den danske kvinde lå fanget under toget i 20 minutter, og hun blev efterfølgende bragt på hospitalet. Ifølge den første melding var hendes tilstand alvorlig, men en kilde har efterfølgende oplyst til New York Post, at hun er sluppet med smerter i ryggen.