ANNONCE

Dansker på vej hjem fra Kina skal i isolation

5. februar 2020 11:06 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

En dansker, der blev evakueret og var frygtet smittet med coronavirus, er på vej hjem til Danmark.

En dansk statsborger, der har været evakueret fra Kina og siden været indlagt i Belgien, er på vej hjem til Danmark, hvor vedkommende vil blive indlagt i isolation på Hvidovre Hospital.

Det oplyser Udenrigsministeriet på Twitter, hvor et opslag fra Udenrigsministeriet lyder:

– Udenrigsministeriet oplyser, at den danske borger, der har været i karantæne i Belgien, nu er på vej mod Danmark. Her vil vedkommende blive modtaget på Hvidovre Hospital og indlagt i isolation.

Negativ prøve

Tidligere har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyst, at den pågældende er testet negativ for coronavirus.

Det er derfor uvist, hvorfor den danske statsborger skal indlægges i isolation.

Den pågældende var en af 14 danskere, der blev evakueret fra Hubei-provinsen i Kina, hvor der er et udbrud af coronavirus. På vej tilbage til Danmark viste den pågældende symptomer på at være smittet.

Derfor blev personen indlagt i Belgien, hvor flyet, der fragtede de evakuerede hjem, landede først.

Siden viste en test altså, at vedkommende ikke er smittet med corona ifølge Magnus Heunicke.

Tidligere var der kortvarigt frygt for, at en anden dansk statsborger var smittet. Vedkommende blev tjekket på Aarhus Universitetshospital, og også her var prøven negativ.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu