ANNONCE

Dansker sendes i virus-karantæne

7. februar 2020 10:00 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En dansker, der har overnattet i Belgien på grund af coronavirus-mistanke, er hjemme i Danmark - men skal blive helt hjemme.

Den danske statsborger, der onsdag vendte retur til Danmark efter en tur i den virusramte Hubei-provins i Kina med stopover på et belgisk hospital, er nu sendt i virus-karantæne. Reelt er der tale om en hjemmekarantæne.

I en pressemeddelelse oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, at vedkommende efter at have været i isolation på Aarhus Universitetshospital nu er blevet erklæret testet negativ for at være smittet med den frygtede coronavirus.

Dog ikke helt. Styrelsen vurderer nemlig, at der stadig er en reel risiko for, at danskeren kan være smittet.

Omborg på smittefly

Coronavirus vurderes at have en inkubationstid på mellem to og 12 dage, men middeltiden mener ifølge Sundhed.dk at være syv dage. Derfor er den hjemvendte sendt i hjemmekarantæne i i alt 14 dage fra den dag, personen kom til Belgien.

Det skyldes ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, at pågældende person var om bord på et fly fra Kina til Belgien, hvor det siden viste sig, at en belgier er smittet med virusset. Overlægerne hos styrelsen har taget en risikovurdering.

– Det sker ud fra et forsigtighedsprincip. Vi tager ingen chancer i denne situation, siger Anette Lykke Petri, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, i en pressemeddelelse.

Må ikke arbejde

Alle danskere, der er vendt hjem til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina, er blevet testet negativ for coronavirus. De er dog alle i hjemmekarantæne, hvorfor deres tilstand løbende bliver overvåget – desuden vil der være daglig kontakt med sundhedsfagligt personale fra Aarhus Universitetshospital.

Blandt andet skal personerne i hjemmekarantæne selv måle deres temperatur – hver dag. På den måde kan lægerne følge vedkommendes helbred. Feber er et af tegnene på infektion med coronavirus, der er omtrent 79 procent genetisk beslægtet med SARS.

Under hjemmekarantænen er det ikke tilladt at opholde sig udendøre. Altså må de i karantæne hverken gå på arbejde, handle eller gå i skole.

565 personer er indtil videre døde, efter at de er blevet smittet med coronavirus. Langt de fleste tilfælde er dog i Kina.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu