Dansker uden for livsfare efter pilgrimsulykke

24. september 2015 16:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansker uden for livsfare efter pilgrimsulykke
Foto: Scanpix.
Del:
Foto: Scanpix.

Foto: Scanpix.

Den danske statsborger, der ved pilgrimsulykken nær Mekka torsdag formiddag kom til skade, er uden for livsfare.

Det fortæller Udenrigsministeriets Borgerservice til Berlingske Nyhedsbureau. De oplyser samtidig, at mandens pårørende er underrettet.

Indtil nu er der kun kendskab til, at én dansker var indblandet i ulykken, hvor hundredvis af pilgrimme blev mast ihjel i forbindelse med den årlige pilgrimsfærd Hajj ved Mekka i Saudi-Arabien.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at de er i gang med at undersøge, hvorvidt andre danskere kan være berørt af ulykken.

Mindst 717 personer er dræbt

Ifølge de saudiarabiske myndigheder er mindst 717 personer blevet mast og trampet ihjel, mens yderligere 805 personer er såret.

Der er angiveligt tale om mennesker af forskellige nationaliteter, som alle var samlet i byen Mina uden for den hellige by Mekka. Ulykken indtraf, da pilgrimmene skulle udføre ritualet at »stene djævlen« ved at kaste sten mod en mur på Jamarat-broen.

Fra pilgrimslejren i Mina skulle pilgrimmene vandre mod Jamarat-broen ad den samme vej, og det var her, panikken bredte sig. Det er endnu uvist, hvad der satte gang i den kaotiske situation.

Tusindvis af reddere og mere end 200 ambulancer er blevet sendt til ulykkesstedet, og det saudiarabiske civilforsvar skriver på Twitter, at der arbejdes på at få mennesker og andre pilgrimme til at finde alternative ruter væk fra ulykkesstedet.

To millioner muslimer deltager

To millioner muslimer fra hele verden deltager hvert år i Hajj, hvilket gør pilgrimsfærden til en af verdens største offentlige begivenheder.

Torsdagens ulykke betegnes som den hidtil værste, siden mindst 346 pilgrimme døde under en lignende ulykke under pilgrimsfærden i 2006.

Den saudiarabiske regering har siden brugt milliarder af dollars på at opgradere og udvide infrastrukturen i forbindelse med pilgrimsfærden – netop for at undgå ulykkerne, skriver Reuters.

Den dødbringende ulykke tilbage i 2006 udspillede sig også ved Jamarat-broen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu