Danskere glemmer feriepenge for millioner

8. april 2014 15:09 | Af: Ritzau Fokus
 
Danskere glemmer feriepenge for millioner
78 millioner kroner blev ikke hævet i 2013. Foto:

78 millioner kroner blev ikke hævet i 2013.

78 millioner kroner blev ikke hævet i 2013. Foto:

Hvert år glemmer vi danskere at hæve feriepenge, og sidste år kunne beløbet opgøres til 78 millioner kroner.

Skal du til at holde ferie, så bør du måske tage et kig på, hvor mange feriepenge du har til gode.

Sådan lyder opfordringen fra HK/Privat, der henviser til, at vi danskere hvert år glemmer at hæve feriepenge. Og bliver de dyrebare feriekroner ikke hævet, går pengene i stedet tabt.

Sidste år rullede der eksempelvis 78 millioner uhævede ferie-kroner fra Feriekonto ind i Arbejdsmarkedets Feriefond. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Kigges der lidt længere ud over rampen, er beløbet af ubrugte feriepenge fra 2003 til 2013 løbet op i 630 millioner kroner, efter at den danske stat har taget sin andel.

– Husk at holde din ferie og få udbetalt dine feriepenge, hvis du ikke holder ferie med løn, lyder det fra Klara Hoffritz, advokat i HK/Privat.

– Det er vigtigt at koble af fra den stressede hverdag. Samtidig undgår du, at feriepengene går tabt.

Vælger man ikke at holde ferie, så skal ens arbejdsplads sende feriepengene til Feriekonto.

Bruger man kun tre ud af de fem lovbestemte ferieuger fra 1. maj 2013 til 30. april 2014, vil man på den måde vinke farvel til to ferieuger, som ellers er blevet optjent.

– Du kan kun overføre én uge til næste ferieår, inden det nuværende ferieår udløber 30. april, men kun efter aftale med chefen, skriver HK/Privat.

Feriepenge for den sidste ubrugte ferieuge skal firmaet afregne til Feriekonto.

– Får du ikke overført den ene uge eller holdt ferien, så er løbet kørt for begge uger, forklarer Klara Hoffritz.

– Som hovedregel går din ferie tabt, hvis du ikke holder ferien, og du kan ikke bare få den udbetalt i stedet. Så du har faktisk arbejdet gratis i de uger, hvor du kunne have holdt ferie, uddyber advokaten fra HK/Privat.

De ubrugte feriepenge, der ender i Arbejdsmarkedets Feriefond, bliver af fonden brugt til at hjælpe vanskeligt stillede til at holde ferie.

/ritzau/

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu