ANNONCE

Danskere tilbageholdt med sjældne insekter

2. august 2019 21:53 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To danske mænd er af norsk politi blevet taget med 35-40 apollosommerfugle, som er udrydningstruede.

To danske mænd blev mandag afsløret med en stor mængde sjældne og udrydningstruede sommerfugle i det sydlige Norge. Det skriver TV2.

Det lokale politi i området Gjendebu ved Jotunheimen havde fået et tip om, at de to danskere gik rundt i fjeldet og fangede sjældne sommerfugle.

Det viste sig at være rigtigt, da mændene var i besiddelse af 35-40 af en sjælden art af apollosommerfugle.

Forvente en straf

Norsk politi bekræfter over for TV2, at man har afhørt to danske mænd. De er ikke længere i politiets varetægt, men kan forvente en form for strafreaktion, da det er strafbart at indfange truede dyrearter.

Det er uklart, hvad de to danske mænd havde til hensigt at gøre med de indfangede sommerfugle, men lige præcis den norske underart af apollosommerfuglen er uhyre sjælden.

Det fortæller seniorbiolog Thor Hjarsen fra WWF Verdensnaturfonden.

– At indfange 35 til 40 af denne sjældne type sommerfugl tyder på en mere end almindelig interesse for sommerfuglene, siger han til TV2.

Tjene penge

Thor Hjarsen har gennem norske sommerfugleentusiaster ladet sig fortælle, at samlere vil betale op til 1000 kroner for en enkelt apollosommerfugl fra Norge.

Var hensigten at sælge de truede sommerfugle videre, kunne de to danskere betegnes som faunakriminelle, da faunakriminalitet defineres som salg af truede dyrearter.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Omfanget af faunakriminalitet er ukendt, men da der er udførlig lovgivning på området, må det formodes, der absolut er et marked for den slags kriminalitet, som nu har bredt sig til Danmark.

Særlig tilladelse

Hvis de to mænd var rejst til Danmark med sommerfuglene, ville det have udløst en klækkelig bøde, fordi man i Danmark skal have en en særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen for at være i besiddelse af sommerfugle.

Ifølge TV2 er arten af apollosommerfuglen, som de to mænd fangede, på Miljøstyrelsens liste over “dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse”.

Apollosommerfuglen er desuden også beskyttet i Washington-konventionen, der har til hensigt at forhindre international handel med udrydningstruede dyr og planter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu