DBU vil etablere nyt nationalstadion

22. oktober 2019 21:53 | Af: Ritzau Fokus

Dansk Boldspil-Union vil etablere nationalstadion med plads til mindst 50.000 tilskuere, skriver Politiken.

DBU vil etablere nyt nationalstadion
Da Danmark med Yussuf Poulsen som matchvinder slog Schweiz 1-0 12. oktober, var Parken udsolgt. Nu ønsker DBU et endnu større stadion til Danmarks landskampe. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

I mere end 100 år har Københavns Idrætspark og siden Parken været hjemmebane for Danmarks fodboldlandshold, men det kan være fortid om nogle år.

Således ønsker Dansk Boldspil-Union (DBU) at etablere en nationalarena med plads til mindst 50.000 tilskuere.

Det skriver Politiken.

Artiklen fortsætter under videoen 

Det fremgår af en orientering, som DBU’s bestyrelse har sendt ud til lokalunionerne, Divisionsforeningen samt Kvindedivisionsforeningen.

– Vi har behov for at etablere et moderne nationalstadion med plads til minimum 50.000 tilskuere.

– Det er et krav, hvis vi skal afholde de store turneringer. Kvinde-EM, kvinde-VM, måske en Europa League-finale eller andre store turneringer, skriver DBU’s bestyrelse.

Målet ligger i 2025

DBU-formand Jesper Møller bekræfter planerne over for Politiken.

– Den største udfordring i dansk fodbold er manglen på moderne infrastruktur. Så det har vi sat os for at gøre noget ved.

– Danmark skal følge med de andre europæiske lande. Det her er ikke noget, som bliver afsluttet i år eller næste år, men vi stiler efter at have det plads frem mod 2025, siger Jesper Møller.

Af orienteringen fremgår det, at et nationalstadion med plads til over 50.000 tilskuere skal være placeret i hovedstaden.

Desuden ønsker DBU “et moderne stadion med plads til 25.000 tilskuere andetsteds i landet, hvor vi kan afholde finalekampe for ungdomsturneringer, som vi senest gjorde det med U21-EM i 2011”.

Begge stadioner kan være nye byggerier eller udbygninger af eksisterende stadioner.

Med andre ord kan det være en mulighed at udbygge Parken eller Brøndby Stadion.

– Vi skal tale med alle relevante aktører. Det gælder både Brøndby og Parken. Men ingen har klar førsteprioritet lige nu, siger Jesper Møller.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu