ANNONCE

De er især blevet smittet

14. oktober 2020 16:10 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Coronavirus' tilstedeværelse øges endnu. Horsens er nu igen særdeles hårdt ramt.

Coronavirus spredes endnu. Onsdag har interesserede af de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI) kunnet læse, at der det seneste døgn er blevet bekræftet 492 nye tilfælde af smitte, således at det samlede antal smittede siden februar nu er 33.593.

De 27.680 vurderes dog til at have overstået den egentlige infektion. Hvis en person ikke er enten død eller på indlagt på hospitalet 14 dage efter en positiv Covid-19-podning betragtes man som at have overstået infektionen.

SSI bruger helt bevidst ikke udtrykket “rask”. 675 personer er døde efter at have været smittet med coronavirus. En enkelt er død det seneste døgn, skriver SSI. Dertil er 104 personer netop nu indlagt med 17 på en intensiv afdeling – de 11 i respirator, hvor de får hjælp til vejrtrækningen.

Sammen med antallet af nye smittede er kontakttallet, der angiver, hvor meget smitten spredes i et samfund, også steget. “Ærgerligt” lyder vurderingen fra epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse, Aarhus Universitetshospital.

– Det er lidt ærgerligt, at vi nu igen ser tal i den størrelsesorden. Vi har ellers ligget lidt lavere gennem nogle dage med en let faldende epidemikurve. Det er muligt, at vi nu er på vej ind i en ny stigning, siger han onsdag til Ritzau.

Hvor stiger det

I skrivende stund er der – groft regnet – mest coronavirus i udbrud flere steder i det jyske. I Struer kommune startede et udbrud på Thyholm, der blandt andet ledte til, at Thyholm Skole blev helt lukket. Her fra har udbruddet spredt sig, og Struer er den kommune, hvor der set over de seneste syv dage er flest smittede per 100.000 indbyggere. Nemlig 276.

Til gengæld er der ingen nye tilfælde af smitte registreret i Struer det seneste døgn. Det forholder sig helt anderledes andetsteds. For eksempel i Horsens og Faxe, hvor det såkaldte incidens-tal – altså smittede per 100.000 – har taget hidsige hop det seneste døgn.

Horsens har tidligere døjet med smitteudbrud på Danish Crowns slagteri nord for byen. Det har været under kontrol, men Horsens har de seneste syv dage haft hele 136 bekræftede tilfælde af coronavirussmitte. Det giver en incidens på 150.

Faxe Kommune iværksatte tirsdag aften nødberedskab til at håndtere situationen, fordi en udenlandsk håndværker var blevet bekræftet smittet. Det har bredt sig. Meget. I alt er 36 håndværkere i kommunen blevet smittet, men der er ikke noget, der tyder på, at lokalsamfundet er ramt, siger Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland, onsdag på et pressemøde.

– Der er intet, der tyder på, at det her har spredt sig yderligere til lokalsamfundet, men fra i morgen kommer vi med en mobil testenhed, hvor man uden tidsbestilling kan møde op, siger han. Faxe har landets ottende højeste incidens med 126.

De samme rammes

For tiden er meget af myndighedernes kommunikation rettet mod ungdommen – og tallene viser, at det er med rette. Det er i særdeleshed de 10 til 29-årige, der bliver smittet med coronavirus. De seneste tal viser, at 1039 af de seneste syv dages antal smittede skal findes i de to aldersgrupper 10-19 og 20-29. 6489 mellem 20 og 29 år er testet positiv i alt. Næstefter kommer de 40 til 49-årige med 5246 bekræftede tilfælde.

Dog testes der også flest i de unge aldersgrupper, og det kan naturligvis have afsmitning på antallet af bekræftede tilfælde. Et projekt, hvor der er blevet målt antistoffer i danskere, har vist, at smitten muligvis er langt mere udbredt end de bekræftede tal.

Mellem 90.000 og 130.000 danskere kan ifølge SSIs datasæt have været smittet med coronavirus midt i august. Det er noget højere end de 33.593 bekræftede tilfælde, der er offentliggjort onsdag. Tallene er naturligvis behæftet med usikkerheder.

Udfordringen ligger i, at de unge ikke i samme grad mærker symptomer, fordi deres helbred ofte er langt bedre end de ældre. Ifølge Christian Wejse kan de dog se, at der på Aarhus Universitetshospital er tegn på, at de unge også i højere grad bliver indlagt.

– Den gennemsnitlige indlæggelsestid er nu væsentligt kortere. Det tager vi som udtryk for, at vi har flere, der er yngre og i øvrigt ikke fejler en hel masse ud over Covid-19, siger han til Ritzau.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu